Over 30.000 deltog sidst: Nu løber Danmark igen sammen

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Mere end 30.000 deltagere var med, da nogle af Danmarks største løbsarrangører gik sammen om Danmark Løber med det formål at få danskerne ud i forårsvejret, og vise at vi står sammen ved at løbe alene.

Og nu gentager de den store succes søndag den 21. juni.

“Vi viser hele Danmark, at vi endnu engang står sammen ved at løbe eller gå alene. Et gratis løb, hvor vi opfordrer alle til at iklæde sig løbetøj i de danske farver, så Danmark d. 21. juni er fyldt med løbere i rødt og hvidt tøj,” fortæller arrangørerne om eventet.

Distancerne er på 5, 10 eller 21,1 km, og du kan deltage, uanset hvor i landet eller udlandet, du bor. Denne gang er det også muligt at tilmelde 21,1 km walk.

“Vi livestreamer det hele fra vores studie, så du kan følge med på din mobil undervejs. Det eneste det kræver er et par gode sko, en mobil og masser af godt højt humør,” lover arrangørerne.

Sådan foregår det

‘Danmark løber’ afholdes d. 21. juni, hvor tusindvis af løbere, over hele Danmark, er klar i løbetøjet, når startskuddet lyder kl. 10.00. Du modtager en mail med et startnummer, som du printer ud og sætter på trøjen, og så er du klar.

“Vi sørger for opvarmningen, inden du begiver dig ud på din yndlingsrute på 5, 10 eller 21,1 km fra din bopæl. Din tid starter kl. 10.00.

Udover opvarmning vil der være massevis af peptalk, fede lodtrækningspræmier og interessante interviews med forskellige løbere på ruten.

Vi livestreamer det hele fra vores studie fra kl. 9.30-12.30, så du kan se med fra din mobil, mens du løber (husk at holde øje med trafikken) eller lytte til programmet i dine høretelefoner,” fortæller arrangørerne og fortsætter:

“Måske møder du andre løbere i de røde/hvide farver og med et startnummer på maven undervejs på din løbetur – giv dem en flyvende ‘highfive’ på afstand.

Undervejs kan du sende fotos eller små videoklip ind, som vi vil forsøge at vise så mange af som muligt. Dette gør du ved at bruge #danmarkløber.

Når du er i mål vinker du til din nabo og klikker på ’stop tiden’ i din tilsendte mail. Nu er dit resultat tilgængelig på sportstiming.dk og du vil herefter modtage et fedt diplom. Din virtuelle medalje modtager du med dit startnummer.”

Hvad: Danmark Løber
Hvor: Hvor du vil
Hvornår: Søndag den 21. juni

Du finder mere info her.

Vil åbne to steder: Kæmpe restaurantkæde retter blikket mod Odense

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: PR/Madklubben
Foto: PR/Madklubben

En af Danmarks mest fremadstormende restaurantkæder har nu blikket stift rettet mod Odense.

Der er tale om Madklubben, der med deres tre retter for 250 kr. koncept har etableret sig stærkt i København.

Madklubben har mere end 16 restauranter i landet, og derudover har de udvidet med en række nye koncepter såsom pizzarestauranten Frankies.

Nu kan vi se frem til at nyde godt af begge koncepter i Odense. Det skriver Fyens Stiftstidende, som har talt med restaurantkædens direktør Anders Aagard.

Kigger på lokaler i Odense

Han var i sidste uge i Odense for at kigge på lokaler.

“Der er nogle interessante lejemål i byen, vi kigger på, og det er steder, som ikke er restaurant i dag, og som derfor skal udvikles. Blandt andet har vi kigget på det gamle bank-domicil på Flakhaven, som dog nok er for dyr for os.

Men vi har også kigget på den flotte gamle bygning på Mageløs, som Nykredit flytter fra, og hvor man kunne lave en stor, flot restaurant,” siger Anders Aagaard til Fyens Stiftstidende.

Forskellige stilarter

Konceptet Madklubben tilbyder ganske enkelt fremragende mad til fornuftige penge. Kæden blev stiftet af Anders Aagaard tilbage i 2007, og i dag har kæden mere end 15 restauranter alene i København.

På landsplan har man åbnet i Aarhus og i Esbjerg og totalt er kæden oppe på 25 restauranter i Danmark.

Kædens restauranter er vidt forskellige og tilbyder mad fra stort set alle verdenshjørner, hvorfor mange sætter stor pris på konceptet.

Opskriften på succes er ifølge tidligere interviews med Anders Aagard ganske simpel.

Man skal lave mad, som smager godt, til fornuftige priser. Og så skal det være fede restauranter med søde mennesker, der serverer.

Anders Aagaard skulle blandt andet igennem et mislykket restaurant-projekt i London og dertil opleve at blive smidt ud af sine partnere i Cofoco-kæden, før han ramte plet med Madklubben.

Afskeden med Cofoco gav restaurantmanden en pose penge, som muliggjorde åbningen af den første Madklubben-restaurant.

Nu kan vi glæde os til at opleve både Madklubben og Frankies i Odense.

Hvad er Madklubben & Frankies?

På Madklubben får du klassiske retter med masser af smag til lave priser. Det kan være alt fra svampesuppe, røget laks, risotto, bøf bearnaise, burger, fritter og lækre desserter.

Er du derimod på udkig efter et mere ”down to earth”-sted, så kan du kigge forbi Frankies vores italienske pizzeria.

Her har man skruet op for farverne, når de serverer pizzaer og fantastiske cocktails, som er perfekte til alle lejligheder.

Genialt tip til sommerdage: Deler opskriften på hjemmelavet Aperol Spritz-is

Skrevet af: Redaktionen

Vores lokale isbutikker her i Odense er mere end gode til at være opfindsomme på deres varianter.

Paradis Is, Il Gusto og Den Italiensk Isbutik er blandt dem, som virkelig er kreative og laver alt fra romkugle-is til White Russian Is.

Men hvis du gerne selv vil lave en lidt anderledes is, så kan du lave din helt egen Aperol Spritz-is.

Vi får rigtig mange pressemeddelelser tilsendt her på MigogOdense-redaktionen, og mange bliver aldrig bragt hos os.

Men når vi øjner en pressemeddelelse, der indeholder opskriften på Aperol Spritz-is, så får den altså kærlig opmærksomhed.

Så derfor tænkte vi, at det var på sin plads at dele, hvad der godt kunne blive sommerens is til de sene lune aftener, som vi eksempelvis har haft de seneste par dage.

Opskriften bringer vi herunder;

¼ Aperol
¼ Prosecco
¼ danskvand
¼ appelsinjuice
1 appelsin
1 isform
Ispinde (af træ)

Sådan gør du

 

  • Tilføj lige dele Aperol, Prosecco, vand og appelsinjuice i en skål.
  • Rør forsigtigt det hele sammen.
  • Skær appelsinen i skiver, og læg en skive i hver form.
  • Hæld derefter Aperol-blandingen i formene.
  • Sæt låg på, og stik en ispind i hvert hul.
  • Sæt Aperol Spritz-isene i fryseren natten over eller min. 5-6 timer.

Forme og pinde kan du købe hos en isenkræmmer eller online ved at søge på isforme. Der kommer alverden former og størrelser frem

Aperol blev skabt i 1919 i den norditalienske by Padova, af brødrene Silvio og Luigi Barbieri. De fik den revolutionerende ide at skabe den mildeste aperitif nogensinde med en alkoholprocent på kun 11%.

De seneste år har den vundet indpas på den europæiske scene, og med sin friske smag af appelsiner og urter og flotte orange farve, er den blevet en favorit til sommerens drinks og cocktails.

Nu kan du altså lave den selv som is – tippet er hermed givet videre.

Drive-in events tager landet med storm: Nu kommer stjernerne snart til Odense

Skrevet af: Michael Qureshi
L.O.C gav en mindeværdig koncert i København
L.O.C gav en mindeværdig koncert i København

I næste uge begynder de store Drive-in Live shows i Jyske Bank Arenas parkeringsområde.

Det kommer til at vrimle med store navne, når Mads Langer, Anders Matthesen, L.O.C., Lars Lilholt, Ude af Kontrol og mange flere indtager Odense.

Der er stadig ledige billetter til alle shows, hvor der er plads til 600 biler. Men det begynder at tynde ud med pladser på de fleste events.

De fleste billetter koster omkring de 675 kr. per bil, som så giver 135 kr. per mand, hvis man fylder bilen op. Der er så nogle events der er billigere endnu og andre som er lidt dyrere.

I København fik de store Drive-In events arrangeret af Københavns Lufthavn, Live Culture, Kulturaktører i Aalborg, MCH Herning og Live Nation Danmark debut forleden, og i weekenden var det så i Herning og Aarhus.

Meget rørende at opleve

Her blev de helt særlige events taget godt imod. Blandt andet L.O.C leverede nogle helt vilde live-shows, hvor han var rigtig meget nede blandt publikum i bilerne. ‘

Fra scenen var det også en helt særlig oplevelse at lave Drive-In Events. Det fortæller Mads Steffensen til B.T.

Han lavede en helt særlig udgave af Mads & Monopolet forleden i Københavns Lufthavn, og det samme gør han her i Odense.

“Båthornene virkede faktisk, som et bifald ville have gjort.

Det var egentligt meget rørende, for jeg har hele tiden tænkt på, hvordan vi kan connecte med folk, når de sidder i deres biler. For når vi er ude i koncerthuse, på teatre og sådan noget og lave det, så kan man jo se og mærke folk på en anden måde,” siger Mads Steffensen til B.T.

Foto: DR Presse

To store shows

To af de navne vi også glæder os rigtig meget til her i O-Town er Anden og Ude af Kontrol. Anders Matthesen er uden sammenligning kongen af dansk comedy, og kommer med alt det bedste fra sine seneste shows.

Ude af Kontrol har skabt et paradigmeskifte i dansk musik.

Englando, Balken og Munken har de seneste år skabt en bølge af hits og opnået mere end 175.000.000 streams alene på Spotify, hvor drengene i den grad er vokset med opgaven i takt med deres stigende popularitet.

Senest var Ude af Kontrol de første til at spille en Fredagsrock i et publikum-tomt Tivoli, som blev transmitteret live på TV2 Zulu.

Det bliver hele tiden næste niveau for den opfindsomme trio, som endnu engang inviterer indenfor i deres vilde univers – og for første gang nogensinde – til en Drive-In koncert, hvor publikum i den grad bliver udfordret med at holde energien bag bilernes 4 døre.

Anders Matthesen er også gået med på bølgen af drive-in shows.

Han har – helt særligt – sammensat et drive-in show med det bedste fra hans seneste show, ”Anden bringer ud”. Her er garanteret en hylende morsom dag direkte fra dit eget bilsæde.

Stærkt samarbejde

Drive-in Live-konceptet er et samarbejde mellem Københavns Lufthavn, Live Culture, Kulturaktører i Aalborg, MCH Herning og Live Nation Danmark.

De starter allerede fra d. 10. juni og frem til d. 14. juni byder de på arrangementer fra din egen bil.

Hør bl.a. Mads Langer, Anders Matthesen, L.O.C., Mads & Monopolet, Malk de Koijn, Annika Aakjær, Lars Lilholt, Onkel Reje, Claus Hempler og Teitur og mange flere.

Arrangementerne er designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum roligt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser.

Scenen bygget ekstra høj, så udsynet bliver bedst muligt for alle, ligesom 3 storskærme vil gøre oplevelsen ekstra god.

Det bliver en kæmpe fest og jo flere I er i bilen – jo billigere bliver det. Man køber nemlig billet til bilen.

Hvad: Drive-in koncerter med Live Nation

Hvor: Jyske Bank Arena Parkering

Hvornår: Fra d. 10. juni og helt frem til d. 14. juni 2020

Hvor meget: Fra 395 kr. pr. bil med op til 5 personer

Hvordan: Køb din billet lige her 

Nuværende arrangementsoversigt til Drive In – Live i Odense

  • Annika Aakjær – onsdag d. 10 juni
  • Lars Lilholt – onsdag d. 10. juni
  • Anders ‘Anden’ Matthesen – torsdag d. 11. juni
  • Malk De Koijn – torsdag d. 11. juni
  • Mads Langer – fredag 12. juni
  • Phlake – fredag d. 12. juni
  • Onkel Reje – lørdag d. 13. juni
  • Claus Hempler & Teitur – lørdag d. 13. juni
  • L.O.C. – lørdag d. 13. juni
  • Ude Af Kontrol – lørdag d. 13. juni
  • Mads & Monopolet – søndag d. 14. juni