Ekstremt sjældent fænomen: På præcis dette tidspunkt kan du opleve solformørkelsen
Snart kan du opleve et af de mest spektakulære naturfænomener på himlen over Fyn.
Onsdag den 12. august omkring solnedgang kan man over hele Danmark opleve en delvis solformørkelse, hvor månen dækker op til 86 procent af solen.
Selve solformørkelsen begynder ifølge TV 2 Fyn klokken 19.11, topper klokken 20.05 og i Odense slutter den klokken 20.56 – få minutter før solen går ned.
“En solformørkelse er en af de få begivenheder, der kan få os alle til at stoppe op og kigge i samme retning. Det er både smukt, fascinerende og en fantastisk anledning til at samles om solen, dens betydning for livet på jorden og vores plads i universet. Med Sol26 vil vi give danskerne en fælles oplevelse – og inspirere til ny viden og nysgerrighed på naturvidenskab,” siger Tina Ibsen, der er astrofysiker og en af initiativtagerne til Sol26.
Bag Sol26 står en lang række forskningsinstitutioner, science-centre, museer, naturcentre og undervisningsaktører.
Selv om solformørkelsen i Danmark er delvis, bliver den usædvanligt markant. I Danmark finder formørkelsen sted i timerne før solnedgang og topper omkring kl. 20.04.
Samtidig falder solformørkelsen sammen med at meteorsværmen Perseiderne topper, og her kan man opleve op mod 150 stjerneskud i timen. Det giver mulighed for en sjælden aften, hvor både Solen, Månen og stjerneskud kan blive en del af oplevelsen – afhængig af vejret.
“Det særlige ved solformørkelsen er, at den både er konkret og kosmisk på samme tid. Man kan stå med sine børn, venner eller naboer og se Månen bevæge sig ind foran Solen – og samtidig mærke forbindelsen til de samme fænomener, som mennesker har undret sig over i tusinder af år,” siger Tina Ibsen.