Paprika genåbner: Satser stort på takeaway – og et helt nyt ghostkitchen

Der har den seneste tid været meget stille i Nørregade 56, hvor Odenses ældste indiske restaurant, Paprika, ligger.
Årsagen er, at Paprika har holdt lukket efter en egenbegæring. Men nu er der lys i lokalerne igen – dog i en ny form.
Der bliver nemlig skruet ned for den klassiske restaurantoplevelse, og i stedet sætter indehaver Abdul Manan markant mere strøm til takeaway, private dining og ikke mindst ghostkitchens.
Paprika tog imod de første bestillinger for en uge siden, og her blev Abdul Manan positivt overrasket over modtagelsen.
”Der var virkelig godt gange i vores takeaway. Det overraskede mig lidt, for vi har jo haft lukket i to måneder. Men det var som om, at folk bare ventede på at få lov til at bestille igen,” siger han.

Abdul Manan er, udover at være indehaver af Paprika, også kendt som deltager i Masterchef. Han driver også Masala Corner og Tandoori BBQ i Storms Pakhus, og her kommer mange forbi og vil have en selfie, fordi de genkender ham fra det populære program.
Fremover vil Paprika fortsat være åben for private dining og større selskaber, men man vil ikke længere kunne gå ind fra gaden og sætte sig ved et bord til en klassisk restaurantmiddag. Det er et bevidst valg om at satse på de formater, der allerede fungerer.
”Vi kommer til at have mere fokus på det, der virker. Takeaway, private dining og selskaber,” siger Abdul Manan, som også har planer om at åbne flere ghostkitchens i Paprikas lokaler, hvor man hurtigt og nemt kan bestille de lækre, krydrede retter, der bragte ham langt i Masterchef.
Første ghostkitchen åbner med Hakka-food
Mens kunderne stadig kan bestille de velkendte Paprika-retter som takeaway, er der samtidig noget nyt på vej ind i køkkenet.
Inden for en måneds tid regner Abdul Manan med at åbne det første ghostkitchen i Paprika, og her står den på Hakka-food.
”Vi forventer at kunne åbne et ghostkitchen med Hakka-food inden for en måneds tid. Det er fusionskøkken, som man kender fra grænsen mellem Indien og Kina, og det er meget populært i alle andre lande end i Danmark.
Så det har jeg store forventninger til,” siger Abdul Manan.
Hakka-food kan blandt andet bestå af chili-chicken, Hakka-noodles og fried dumplings, og tanken er, at konceptet skal leve side om side med Paprikas eksisterende menukort, men altså kun som takeaway fra et dedikeret ghostkitchen.
Planen er, at Paprika over tid skal lægge køkken til tre ghostkitchens med gode og stabile koncepter. På den måde kan Nørregade-adressen fungere som et kulinarisk knudepunkt, hvor flere forskellige køkkener produceres samme sted, men kun eksisterer som takeaway og levering.
Selv om den klassiske aftenservice i restauranten lægges på is, udelukker Abdul Manan ikke, at Paprika igen kan åbne dørene for gæster nogle få aftener om ugen.
“Muligvis fredag og lørdag. Men det bliver først, når sommeren og festivalsæsonen er overstået,” siger han.
Indtil da er fokus klart: mere takeaway, flere ghostkitchens og en ny måde at bruge det gamle Paprika-køkken på.