Tager hul på foråret: Gratis is i Paradis i næste uge

Skrevet af: Redaktionen

I næste uge starter foråret, når kalenderen rammer 1. marts.

Ud over lysere tider og længere dage, så bringer foråret endnu en dejlig nyhed med sig.

Is-sæsonen starter nemlig sådan for alvor.

Det betyder traditionen tro gratis is til alle fra Paradis i Odense C lørdag d. 2. marts klokken 11-14. Man får lov til at frit vælge mellem to kugler is.

Den første lørdag i marts kan ishungrende borgere i Odense glæde sig til at sætte tænderne i de mest cremede og delikate is, når Paradis landet over kickstarter issæsonen med gratis is til alle.

Vi får lyst til is

“Når foråret kommer, får danskerne lyst til at være mere ude—dagene bliver længere, humøret bliver løftet, og vi får lyst til is,”  siger CEO i Paradis Søren Falck Hansen.

Han fortæller, at erfaringen viser, at selv ikke lave temperaturer og sne kan afholde danskerne fra at hungre efter is.

Sidste år kunne MigogOdense også konstatere, at trods minusgrader var der en kæmpe lang kø, da Paradis-butikken inde i Odense delte gratis is ud.

Flere spændende nyheder i den nye sæson

Derudover løftes sløret for, hvad den kommende issæson byder på af spændende nyheder hos Paradis.

“I år kommer vi til at have ekstra meget fokus på bæredygtighed, særligt i vores emballage.

Vi mener, det er vigtigt, at vi også tager vores ansvar i omstillingen til et mere bæredygtigt samfund—og her mener vi, at vores emballage er et godt sted at starte.

Det betyder blandt andet, at vi løbende over den kommende sæson introducerer bæredygtig genbrugsemballage i form af komposterbare isbægere, skeer, sugerør, kaffelåg, milkshakebægere samt milkshake-låg.

Derudover får vi nye servietter og poser, lavet i genbrugspapir,”  siger Søren Falck Hansen.

Nye varianter på vej

Han løfter desuden sløret for spændende varianter af plantebaserede is.

“Vi ved, at rigtig mange af vores kunder efterspørger plantebaseret is.

Derfor kommer vi i løbet af 2019 til at introducere endnu flere varianter af plantebaserede is, lavet på vores økologiske havredrik.

Blandt andet glæder vi os til at introducere vores kunder for en lækker dobbelt chokolade variant,” siger Søren Falck Hansen og fortsætter

“Vi ser frem til til at byde alle ishungrende danskere velkommen til endnu en god sæson i Paradis, og håber at se så mange som muligt til vores åbningsfest.”

Hvad: Gratis is
Hvor: Paradis, Mageløs 1, 5000 Odense C
Hvornår: Lørdag d. 2. marts kl. 11-14

Hårdt ramt: Restaurantkæde begærer deres Odense-restaurant konkurs

Skrevet af: Michael Qureshi
Arkivfoto Restaurant Ilden
Arkivfoto Restaurant Ilden

I september sidste år åbnede Restaurant Ilden en afdeling i Odense.

Det gjorde de i Danske Banks gamle lokaler på Fisketorvet her i byen. Men nu tyder alt på, at restauranten er lukket permanent.

Således skriver både B.T. samt Ekstra Bladet lørdag formiddag, at restaurant-kæden Ilden har begæret tre af deres restauranter konkurs.

Det drejer sig blandt andet om afdelingen i Odense.

Ifølge Ekstra Bladet ser det ud til, at kun afdelingen i Næstved fortsætter.

Kæmpe kød-buffet

Ilden har været i fokus i mange medier, fordi de er blevet beskyldt af den kendte restaurantkæde Flammen for at kopiere konceptet.

Begge restaurant-kæder slår sig op på deres store kød-buffet, hvor man kan få skåret ud af al slags kød og så selv tage en masse tilbehør.

Tidligere på ugen begærede en anden stor restaurantkæde 13 af deres i alt 35 restauranter konkurs.

Dalle Valle-kæden lukker bl.a. i Aalborg og Aarhus, men endnu er der ikke meldt noget ud om Dalle Valle i Odense eller deres café-koncept Café A.

Odenses restaurationsbranche har allerede mærket store konsekvenser af Corona-krisen.

Tidligere er populære Restaurant Carlslund bukket under, og i går var det historiske Den Gamle Kro, som meldte ud, at de begærer konkurs.

Det kan du læse om her.

Sød trend breder sig: Derfor er der bamser i mange vinduer i Odense

Skrevet af: Redaktionen

Først begyndte vi at synge i fællesskab fra altaner og terrasser, sådan som man havde set fra Italien og Spanien.

Nu er en ny international trend begyndt at brede sig i hele Danmark inklusiv her i Odense-området.

Måske er du allerede hoppet med på trenden og smidt Dogsy, Bitsy, Lolo og hvad man ellers kalder sine bamser i vinduet.

Måske har du undret dig over, hvorfor der er bamser i mange vinduer, du passerer.

Hyggelig familieaktivitet

Årsagen er ganske simpel. Det er til glæde for børnefamilierne. I en tid hvor børnene savner skolekammerater, legeaftaler og fritidsaktiviteter, så er det nu blevet en hyggelig familieaktivitet at gå på bamsejagt.

Den dille har bredt sig til hele landet. Det skriver bl.a. TV 2 og DR. Her i Odense har MigogOdense også selv konstateret, at flere gør det.

Især i kvarterer hvor der bor mange børnefamilier.

Flere er begyndt at stille bamser frem i deres vinduer, så børn og forældre sammen kan gå på jagt efter de lodne tøjdyr.

Dillen er blevet så populær, at flere har skrevet opslag om jagten på forstadsbyernes lokale facebook-grupper.

Så kan børnene notere, hvor og hvor mange bamser de har set på turen.

Især i den kommende påskeferie bliver der rig lejlighed til at gå på jagt.

Både ældre og yngre er med på dillen

Bamsejagten skal være med til at få tankerne lidt væk fra coronakrisen, så der også er noget positivt i hverdagen hos familierne.

Den nye populære dille har både fået ældre og yngre beboere i byerne til at gå i gemmerne og finde bamser frem, der kan glæde børn rundt i landet.

Nyt offer for krisen: Kendt Odense Restaurant begærer konkurs

Skrevet af: Redaktionen
Foto: Den Gamle Kro
Foto: Den Gamle Kro

Nedlukningen af Danmark har især haft store konsekvenser for restaurationsbranchen, og nu må et af Odenses mest legendariske steder dreje nøglen om.

Det skriver Den Gamle Kro i dag på Facebook.

“Kære Venner og Gæster.

Vi har i dag for sidste gang lukket døren bag os på Den Gamle Kro.

Vi indgiver i dag konkursbegæring efter 12 år som forpagtere af dette dejlige sted,” skriver Jens og Tina som forpagter stedet.

Corona har kostet dyrt

“De seneste uger med nedlukningen på grund af Corona har kostet meget dyrt (og for os begyndte det før nedlukningen, idet for eksempel kinesiske rejseselskaber blev væk).

Der kommer til at gå mange måneder, inden en branche som vores bliver rentabel igen – især i Odense med opgravningen af Thomas B. Triges Gade og de senere år mange flere restaurant-pladser,” skriver de videre.

“Vi vil gerne sige tak til alle jer, der har været gæster på kroen gennem årene. Det har været en udsøgt fornøjelse.

Vi vil også gerne sige en helt særlig tak til vores dygtige, faglærte personale. I ved hver især, hvor meget I betyder for os. Vi giver jer alle sammen vores bedste håb og anbefalinger med videre.

Vi er trætte og meget kede af det, men ønsker jer alle sammen fremtidige gode stunder med godt selskab, god mad og dejlige vine.”