Festival i hjertet af Odense: Nu er de første navne meldt ud
Sol i ansigtet, kolde fadøl og festivalstole – i hjertet af byen.
Lyder det nærmest utænkeligt her i Odense, især i et år hvor vi stadig har Corona?
Jamen, det er faktisk noget, der kommer til at blive ført ud i livet.
Musikfestivalen Parasol har netop offentliggjort de første navne til sommerens arrangement, som igen i år løber af stablen helt centralt i Odenses bymidte.
Den 9. og 10. juli kan du opleve stærke og aktuelle navne som Barselona, Bbybites og URO.
Dette er første pulje af de i alt 12 navne, festivalen vil præsentere den kommende tid.
Blev afholdt første gang i 2020
Parasol, som fødtes ud af et coronaramt 2020, med aflyste gigs og festivaler, afholdes for andet år i træk og bød i 2020 på bl.a. Andreas Odbjerg, Dopha og Søn.
“Sidste år formåede vi at vende de fysiske begrænsninger til vores fordel, og bringe den ægte festivalstemning ind i midtbyen med solgule campingstole og kolde fadøl.
På trods af et siddende publikum, corona-restriktioner og stramme deadlines, lykkedes det os at stable en uforglemmelig oplevelse på benene – både foran og bagved scenen. Nu gør vi det igen,” siger Sidsel Linea Olesen, der er booker for Parasol.
Festlighederne præsenteres af Kulturmaskinen Odense i samarbejde med Studenterhuset Odense, DanceLikaMonkey og Røde Himmel.
Hungrer efter festival-stemning
Musikken suppleres af små pop up-indslag og skæve aktiviteter.
“Vi er glade for, igen i år, at kunne tilbyde en scene til alle de kunstnere som har haft et svært år, og samtidig bringe dem ud til netop de mennesker som savner live-musikken, og hungrer efter den autentiske festivalstemning,” forklarer Sidsel.
Det er endnu uvist, hvor mange publikummer der er plads til – eller om det bliver siddende eller stående.
Derfor er der i første omgang sat et begrænset antal billetter i salg – og hver billet er inklusiv en lækker Parasol-campingstol.
Partout Billet inkl. stol: 350,-
Éndagsbillet inkl. stol: 200,-