Kæmpe ja tak herfra: Pasfall klar med suveræn gourmet-hotdog
Odense er fyldt med flag og lyserøde bannere og skilte i denne uge.
HCA Festivals er over os, og det vil flere af byens spisesteder også være med til at fejre.
Blandt andet Pasfall i Brandts Passage, hvor den kendte kok Thomas Pasfall har fremstillet den lækreste gourmet-hotdog.
Hotdoggen er Pasfalls “take” på H.C. Andersens eventyr om Den Grimme Ælling. Her har den klassiske hotdog nemlig fået en overhaling, der har gjort den til en smuk svane.
Det betyder blandt andet, at grillpølsen, bliver serveret i et hjemmetlavet brioche-brød sammen med pickles lavet på citron-mayo.
Derudover er der lidt syltede grøntsager som blomkål, kartoffel, små snackgulerødder, cornichoner og kapers smagt til med Piment d’Espelette samt sprøde, friterede løg, snittet forårsløg og lidt karse på toppen.
MigogOdense har smagt på hotdoggen, og vi må sige, at det bliver et kæmpe ja tak herfra!
Det er virkelig ikke, fordi den klassiske hotdog fejler noget overhovedet, men det løfter helt sikkert oplevelsen at få den serveret i en gourmet-udgave.
Gourmet til kun 50 kroner
Især er vi glade for de syltede grøntsager og den delikate pickles på citron-mayo, og den gør, at man på ingen måde savner remoulade og ketchup.
Og så er vi altid fans af brioche-brød og særligt i den hjemmelavede udgave, som Pasfall her serverer.
Og hvis du nu sidder og tænker: “Uh, det lyder dyrt med sådan en gourmet-hotdog,” så kan du tage det helt roligt.
Blot 50 kroner må du slippe for at kunne sætte tænderne i en hotdog af denne kaliber!
Og du behøver ikke engang at booke bord hos Pasfall for at smage hotdoggen.
Hele ugen, frem til og med lørdag, vil Pasfall nemlig være klar med en grill ude foran restauranten, hvor man lige kan svinge forbi og købe en hotdog med på vejen.
Udover gourmet-hotdogs serverer Pasfalls “pølsevogn” også fadøl og cocktails – begge dele koster 50 kroner stykket.
Og som et ekstra tilbud under HCA Festivals giver Pasfall en gratis cocktail, hvis man booker bord på restauranten i festival-ugen.