Perfekt start på mandagen: Gratis kaffe i Lagkagehuset

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Mandag morgen: Vækkeuret ringer, og det eneste man har lyst til er at blive liggende under dynen – især her i vinterhalvåret, hvor vejret er trist, og mørket aldrig rigtig slipper sit tag.

Det eneste, der hjælper er en kop frisklavet kaffe, som både giver energi til krop og sjæl.

Vores (kaffe)bønner er blevet hørt, for i morgen frem til kl. 10 giver Lagkagehuset gratis kaffe.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

I Odense og omegn vil det sige gratis kaffe i både Vestergade, Vestre Stationsvej, Mågebakken og Dalum.

Spørgsmålet er bare … Kan man nå alle fire steder inden kl. 10?

Fejrer nye bønner

Årsagen til den gratis kaffe er, at Lagkagehuset tager yderligere et par trin op ad kvalitets-trappen ved at investere i et af Englands førende risterier, Modern Standard.

Det er netop fra i morgen, mandag d. 10. december, at danskerne kan smage de nye bønner.

“Alle skal se, smage og opleve, at vi gør os umage med kaffen, og vores kaffemestre i hver eneste Lagkagehuset i Danmark har været på træningslejr for at sikre, at kaffen ved servering giver gæsterne smil på læben,” skriver Lagkagehuset blandt andet i pressemeddelelsen.

De fortsætter:

“Når du drikker kaffe fra Modern Standard i Lagkagehuset, drikker du Specialty Coffee, der dækker over kaffe af særlig høj kvalitet, og et indgående kendskab til hvilken farm bønnen kommer fra, og hvordan den er blevet behandlet i alle led i kaffens rejse.

Vores kaffe er brygget på arabicabønner fra Brasilien og Colombia, og er etisk handlet direkte mellem risteri og kaffefarm, hvilket indebærer at kaffefarmen er betalt 30 % over Fair Trade prisen.”

Foto: Lagkagehuset

De nye bønner i Lagkagehuset beskrives således:

Filterkaffe fra Colombia:

“Vores colombianske filterkaffe er fyldig og har en afbalanceret sødme, med noter af karamel. Kaffen er brygget på arabicabønner fra farmen El Porvenir, der breder sig over områderne La Castilla og Pitalito i regionen Huila.”

Espresso fra Colombia og Brasilien:

“Vores espressoblend består af 30% bønner fra samme farm El Porvenir i Colombia og 70% bønner fra farmen Santa Luzia, der ligger i området Sul de Minas, Minas Gerais i Brasilien.

Således kombinerer vi fylden fra den brasilianske bønne med kompleksiteten fra den colombianske bønne. Det giver en fyldig, rund og afbalanceret espresso med noter af chokolade og karamel.”

Hvad: Gratis kaffe
Hvor: Lagkagehuset over hele landet
Hvornår: Mandag den 10. december frem til kl. 10

Kendt fra succesprogram: Mikkel Beha gæster snart Odense

Skrevet af: Michael Qureshi
PR-foto
PR-foto

Mikkel Beha blev først kendt i den brede befolkning som vært på TV 2’s Go’ Aften Danmark program.

Siden erobrede han og familien for alvor danskernes hjerter med tv-programmerne “Kurs mod fjerne kyster”. Nu kan du snart opleve Mikkel Beha fortælle spændende historier lige her i Odense.

Det sker mandag d. 6. maj i ODEON, og hovedparten af billetterne er revet væk. Men der er stadig billetter tilbage.

På aftenen fortæller Mikkel også om familiens seneste projekt, hvor sejlskibet Havana er skiftet ud med motorskibet Wallenberg.

Denne gang går rejsen mod Norge, Færøerne, Island og Grønland – og det hele bliver til en ny tv-serie, der bliver vist på TV2.

Fortæller den ærlige historie

Når Mikkel går på scenen er det ikke bare med postkortskønne billeder og glade sømandsanekdoter, men også med en personlig og nærværende fortælling om uretfærdighed, gæstfrihed, nysgerrighed og egen tvivl om at være dygtig nok til at slå til som far, kaptajn og fortæller.

I foredraget Mikkel og Den store Verden, fortæller Mikkel om familiens rejser og de mange valg og prioriteringer, der ligger forud for hver eneste af dem.

Siden Mikkel har kunne tage sine allerførste skridt er mange af dem blevet taget i jordens fjerneste egne, og køjesækken er blevet fyldt med erfaringer, betragtninger og historier fra en klode, vi alle skal passe bedre på.

Det er bl.a. disse samlede oplevelser Mikkel vil dele med os på denne aften.

Mikkel Behas far er den berømte eventyrer Troels Kløvedal, der gik bort sidste år.

Mod strømmen – nye eventyr på ny båd i det kolde nord

Den røde tråd på aftenen – og i hans eget liv – er FRIHED.

Friheden kommer ikke af sig selv, den skal der kæmpes for, og Mikkel fortæller om, hvordan han og familien har gjort op med autoriteter, på papiret taget mange ufornuftige beslutninger og er gået imod strømmen, for netop at holde fast i friheden.

“Friheden har ingen omkostninger, men er for mig en ren og klog investering i det gode liv,” siger
Mikkel Beha

I foredraget løfter Mikkel som sagt også sløret for familiens nye planer, og fortæller om drømmen om at sejle i den hvide nordlige verden i familiens nye skib Wallenberg.

Hvad: Mikkel Beha foredrag
Hvor: ODEON
Hvornår: Mandag d. 6. maj kl. 19
Billet-info

Så skal der stemmes: Fynsk ishus i finalen om Danmarks bedste ishus

Skrevet af: Redaktionen
Arkivfoto: Forsvarende mestre Guf & Kugler laver den her is på 34 cm
Arkivfoto: Forsvarende mestre Guf & Kugler laver den her is på 34 cm

Det er i den grad is-vejr i disse påskedage med tocifrede plusgrader.

Derfor er det også passende at kigge nærmere på, hvem der er Danmarks bedste ishus.

I 2018 landede Guf & Kugler med deres is-hus i Nibe i Nordjylland titlen som Danmarks bedste.

Over 57.000 stemte på opdagdanmark, som efter en gyserafslutning sendte titlen til det nordjyske.

Nu er turen kommet til at finde Danmarks Bedste Ishus 2019. Konkurrencen har kørt i lidt over en måned.

Et enkelt fynsk ishus blandt de 10 bedste

Den første del af afstemningen gik på at finde de regionale vindere, som så røg videre i et finale-felt.

Nu er man så nået til et finale-felt, hvor et enkelt fynsk ishus har sneget sig med i finalen.

Ikke overraskende er der her tale om Vaffelhuset i Kerteminde. Lige nu er der dog langt op til førstepladsen, hvor Isvaflen i Ribe ligger suverænt 1’er i afstemningen.

Der skal bruges stemmer

Knap så godt går det for vores fynske venner, som skraber bunden i finalen. Så der er brug for alle de stemmer, der kan trækkes.

“Efter nogle virkelig spændende regionale afstemninger har vi fundet årets 10 finalister.

Fra 12. april kl. 8.00 til 23. april kl. 12.00 kan du afgive én stemme på det ishus, du mener skal være Danmarks Bedste Ishus 2019,” skriver Opdagdanmark i en pressemeddelelse.

Sandsynligvis for at undgå snyd med online-afstemning er det i denne omgang udelukkende sms’er der tæller som stemmer.

Du kan hjælpe Guf & Kugler med at vinde titlen som Danmarks bedste ishus 2019 ved at stemme lige her

Fed kombi: Trendy dansk skomærke gæster Odense på kunstgalleri

Skrevet af: Michael Qureshi

Sig navnet Roccamore, og de fleste kvinder vil lovprise det danske high-end skomærke.

Kvinder elsker stiletter, men det er ikke altid en drøm at gå rundt i dem en hel dag. Der kan man godt få ømme fødder.

Men Roccamore har formået at kombinere lækkert design med komfort. Skoene produceres i Italien med en speciel “opskrift” lavet her i Danmark.

Hemmeligheden bag Roccamores sko er SÅLEN, som er designet i stødabsorberende latex, som former din fod anatomisk korrekt og støtter den på bedst mulige måde.

Hver enkelt sko er håndlavet fra yderst til inderst og er designet til dine fødder.

Tager på forårs-tour

Roccamore har en fysisk butik i København. Men nu tager de på en forårs-tour rundt omkring i de store danske byer. Endnu mere utraditionelt har de valgt at alliere sig med Galleri Sandberg.

På den anden side kan man sagtens argumentere for, at stilletter er kunst.

Roccamore kommer endda hele to dage i træk i Odense som eneste by på den foreløbigt planlagte tour. Her kommer de med stort set hele deres kollektion af stiletter i mange forskellige farver og størrelser.

Finder du den perfekte sko, men er din størrelse revet væk, så lover Roccamore, at de nok skal være behjælpelig med at skaffe den online.

Vi har tidligere skrevet om Galleri Sandberg, der åbnede i Odense i 2017 og siden er blevet et af Odenses mest attraktive gallerier. Du kan læse mere om Galleri Sandberg her.

Hvad: Roccamore on Tour
Hvor: Galleri Sandberg, Ny Vestergade 2 C
Hvornår: Fredag d. 3. maj og lørdag d. 4. maj
Man skal booke en gratis billet for at deltage i arrangementet – her kan man også booke sig ind på forskellige tidspunkter

Tjek det ud på billet-linket her