Særligt slemt i Odense: Politiet med vigtig opfordring til forældre
Corona har gjort livet lidt kedeligere. Især for de unge mennesker.
Derfor har Fyns Politi ekstra travlt i weekender, hvor en del unge forsøger at stable fester på benene, selv om man bryder forsamlingsforbuddet.
I nat har det været ekstra slemt, og derfor har politiet nu en vigtig opfordring.
“I aftes og nat har vi modtaget en del anmeldelser på unge, som stimler sammen til samvær, fester o. lign. på bla. off. steder.
Vi opfordrer forældre til at interessere sig for, hvad ens unge laver, opholder sig og er sammen med. Forsamlingsforbuddet er max 5 personer,” skriver Fyns Politi på Twitter.
Særligt slemt i Odense
Over for TV 2 Fyn uddyber vagtchef Kenneth Taanquist og fortæller, at det primært er i Odense-området, at det er særligt slemt.
Ifølge vagtchefen har der i løbet af lørdag aften og natten til søndag været forsamlinger af unge på Odense Banegård Center, Vollsmose Torv, boldbanerne ved B1909, i parkeringskælderen ved Filosofhaven samt ved busterminalen i Svendborg.
Hvis politiet får fat i dem, der bryder forsamlingsforbuddet vanker der en sigtelse og en bøde på 2.500 kr.
I forvejen er myndighederne særligt opmærksomme på Odense, da smitten i Vollsmose er eksploderet.
Det har fået Odense Kommune til at nedsætte en såkaldt taskforce, der skal hjælpe med at få råbt borgerne op – dette skal blandt andet ske ved forhøjet testkapacitet på de to lokale skoler, Aboldskolen og H.C. Andersen Skolen.