Har hærget i Odense: Politiet fik ram på landets mest ihærdige kaffetyve

To mænd er blevet dømt for at have stjålet store mængder kaffe fra butikker over hele landet blandt andet i Odense.
Adskillige i butikker i den centrale del af Odense har været ramt af det her kaffetyveri, som i de enkelte butikker måske har været i “småtingsafdelingen”.
Samlet er det dog løbet op i et kæmpe beløb.
Værdi løb op i 200.000 kr.
Ifølge Ritzau har de to mænd, der begge er 49 år og rumænske statsborgere, tilstået tyverierne ved et retsmøde i Nykøbing Falster.
Politiet betegner dem som omrejsende kriminelle.
I flere tilfælde blev der stjålet mellem 20 og 60 poser ad gangen, primært fra mærket Lavazza, og i alt løb værdien op på lige under 200.000 kroner.
En pose Lavazza-kaffe koster typisk mellem 70 og 300 kroner afhængig af type og størrelse, så der skulle mange poser til for at nå det samlede beløb.
De to mænd blev dømt knap et døgn efter deres anholdelse.
Begge har fået et år og to måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 12 år.