Godt nyt fra Kongensgade: Populær café genåbner

Tilbage i december kunne vi fortælle, at caféen stod til at lukke.
Ikke fordi der manglede kunder, men fordi indehaver af Coffee & Eat I Kongensgade 2, Anika Krabbe Aberin, havde fået nyt job.
Hun forsøgte at sælge den populære café, men selvom der var fundet en køber, endte vedkommende alligevel med at springe fra.

Det kunne man tidligere læse på Coffee & Eats Facebook-side.
Klar med Kaffe Lars
Men nu er der altså gode nyheder fra Kongensgade.
Coffee & Eat har nemlig fået nye ejere. Det er Ellindur Erlingsson og Kathrin Nørby, der nu driver caféen videre.
Coffee & Eat havde første åbningsdag med nye ejere i går.
Stort set alt er ved det gamle, så caféens mange stamgæster skal ikke frygte, at alt bliver lavet om.
Dog har stedet indgået et samarbejde med det populære kaffefirma, Kaffe Lars, så det vil altså fremover være muligt at nyde de gyldne dråber fra Odenses lokale kafferisteri.