Kom tæt på danske drabssager: Populær true crime-podcast gæster Odense

Nu kan du snart komme med bag politiafspærringerne og høre om efterforskning, sporsikring, retsmedicin og rettergang i virkelighedens kriminalsager, fortalt af dem der har været helt tæt på.
Du kan nemlig møde stemmerne bag true crime-podcasten Danske Drabssager, når de kommer til Odense den 25. januar.
Det kan du se frem til
Kriminalreporter Stine Bolther er vært og inviterer et par eksperter med på scenen – tidligere drabschef Jens Møller Jensen og kriminaltekniker Bent Hytholm Jensen.
De har begge arbejdet i mange år med resultaterne af samfundets skyggeside: Drab, overgreb, vold. Deres grundige arbejde har været med til at få mange forbrydere fængslet og siden stillet for en dommer.
Sammen vil de gennemgå sager, som de hver især har været helt tæt på, og de kan fortælle om de personlige overvejelser og handlinger, de har foretaget sig under efterforskningerne.
Også de retsmedicinske undersøgelser og juridiske aspekter vil blive vendt. Denne aften hører du om sager, som ikke tidligere har været omtalt i de – indtil videre – over 30 episoder, der er udgivet i podcast-serien Danske Drabssager. Publikum kan se frem til en aften med indsigt, viden og spænding, når eksperterne tager os med helt tæt på drabsefterforskning.
Danske Drabssager er titlen på en true crime-podcast om virkelighedens kriminalsager, fortalt af dem, der har været helt tæt på. I podcasten sætter en række eksperter fokus på nogle af vor tids mest spektakulære drabssager og går i dybden med efterforskningen, retsmedicinernes virkelighed, kriminalteknikernes jagt på fældende beviser og til sidst domfældelsen.
I hver episode kigger vi på en ny drabssag og gennemgår sagen fra start til slut. Danske Drabssager blev lanceret som podcast i sensommeren 2019 og har nu passeret mere end 3.2 mill. lytninger/downloads.
Flere episoder er under udarbejdelse og udgives løbende.
Om de medvirkende
Tidligere drabschef Jens Møller Jensen har i over 30 år arbejdet med efterforskning. Blandt andet 10 år med efterforskning af grov narkotikakriminalitet og senest 11 år som drabschef og leder af afdelingen for Personfarlig Kriminalitet ved Midt- og Vestsjællands Politi samt Københavns Politi.
En afdeling, der tæller sager som drab, drabsforsøg, bankrøverier og andre grove røverier, menneskehandel, seksuelle overgreb, vold, brand og særlige sager.
Tidligere vicekriminalinspektør, kriminaltekniker og leder af gerningsstedsgruppen hos Nationalt Kriminalteknisk Center Bent Hytholm Jensen har en bred erfaring med kriminalteknik og sporsikring fra over tre årtiers arbejde for dansk politi. Han har erfaring fra både ind- og udland, hvor han har været med til at indsamle og analysere spor i mange af de helt store danske kriminalsager.
Stine Bolther, forfatter og journalist, har arbejdet med alt, der har med blå blink og true crime at gøre siden 2002. Som kriminalreporter på bl.a. Ekstra Bladet, Kanal5, TV2/Lorry og TV3 har tv-vært og journalist Stine Bolther interviewet mordere, rockere, hårde kriminelle samt politi, redningsfolk og pårørende til ofre. Mange kender også til Stine Bolthers forfatterskab, hvor hun har skrevet en stribe bestsellers, både indenfor true crime og fiktion.