Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Populært spisekoncept: Odense Food Festival udvides i 2018

Af Morten Hopballe
Fotos: Rico Feldfoss
Fotos: Rico Feldfoss

I 2018 inviterer SPIS! Odense Food Festival for tredje år i træk på restaurantugen SPIS! Uge 5, og som noget nyt breder konceptet sig næste år ud over hele Fyn.

Det sker som en del af den fynske fortælling om gastronomisk kvalitet bygget op om lokale råvarer.

“SPIS! Uge 5 handler om at give en masse mennesker muligheden for at komme ud og få en fynsk, gastronomisk oplevelse,” siger Tine Gudrun Petersen, direktør for SPIS! Odense Food Festival, og tilføjer:

“Det er madglæde, fællesskab over maden og spiseoplevelser i høj kaliber. Og så er det menuer, der er specialt sat sammen til lejligheden – til en fornuftigt pris, som giver flere og andre end normalt muligheden for at få en gastronomisk oplevelse, som de ikke normalt får.

Med SPIS! Uge 5 får man mulighed for at sætte sig afslappet til bords og nyde uovertruffne menuer med de fynske råvarer som centrale elementer.”

En gastronomisk rundrejse

Tidligere har det kun været odenseanske restauranter, der har været med i den gastronomiske uge, men næste år får de mange gastrointeresserede fynboer også mulighed for at besøge Gl. Brydegaard i Hårby, Restaurant Teglværksskoven i Nyborg og Restaurant Resumé i Svendborg.

“Odenses restaurationsliv blomstrer, men der findes også rigtig mange lækre restauranter på resten af Fyn. Med udvidelsen af SPIS! Uge 5 ønsker vi at fejre hele Fyn.

Hos SPIS! Odense Food Festival er den fynske fortælling afgørende, og derfor er vi superglade for at kunne understrege det med Gl. Brydegård, Teglværksskovens, og Restaurant Resumé, der alle brænder for at være med til at fortælle de gode historier om fynsk gastronomi,” siger Tine Gudrun Petersen.

Kim Gubi Lundvaldt, køkkenchef og indehaver af Restaurant Resumé, tilføjer:

“Jeg har altid været glad for at samarbejde med SPIS! Odense Food Festival, og derfor er det dejligt at SPIS! Uge 5 nu også bredes ud til resten af Fyn. På Resumé vil vi rigtig gerne være med til at skabe et samlet fokus på Fyn og vise, at der også er spændende gastronomi at komme efter på resten af øen, og forhåbentlig slå dørene op for nye, glade gæster til SPIS! Uge 5.”

Seks Odense-restauranter deltager

I Odense inviterer mmoks, Bryggeriet Flakhaven, Gringas, Druen & Bønnen, Restaurant Under Lindetræet og Restaurant Fynboen indenfor til spændende smagsoplevelser, menuudvidelser og særlige arrangementer.

Alt sammen for at hylde den gode smag og gedigent madhåndværk og for at fejre det høje gastronomiske niveau, som findes på Fyn.

SPIS! Uge 5 finder sted fra mandag 29. januar til og med lørdag 3. februar, og du kan allerede nu sikre dig en af de eftertragtede billetter her.

Del artikel

Andre læser også