Premiere på Løvernes Konge: Her er vores dom

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

I år er det 25 år siden, at én af Disneys mest legendariske film kom til verden.

Nærmere bestemt i Afrika på Kongeklippen, hvor historien om en majestætisk løvefamilie udspiller sig.

Vi taler selvfølgelig om Løvernes Konge, der fik dansk premiere d. 18 november 1994.

Dengang solgte filmen mere end 1 mio. biografbilletter.

Gennem de seneste par år har Walt Disney Pictures valgt at gå all-in på at genskabe de ikoniske film, der stadig den dag i dag har fans i alle aldre og størrelser.

Dette er blandt andet sket med Skønheden og Udyret, Aladdin og Junglebogen.

I dag blev det så premieretid for – vel nok den mest berømte af dem alle – Løvernes Konge.

Der er slet ingen tvivl om, at netop denne film har stået højt på ønskelisten over de nye film. En Disney-film, der vel bare bliver bedre og bedre for hver eneste gang, du ser den.

Derfor var det også med stor forventning, at vi i dag lagde os tilrette i biografsæderne.

Den perfekte start

Noget, som en inkarneret Disney-fan sjældent finder sig i, er hvis der rodes alt for meget ved den originale historie.

Derfor starter filmen selvfølgelig også med: Naaaaaaaaahhhhhh tewhenyaaaaaa babadeee tiwawaaa!

Man er heller ikke mange sekunder inde i filmen, før man imponeres over de nærmest overrealistiske savannedyr, der nærmer sig Kongeklippen.

Faktisk er det nærmest som at se en naturdokumentar – og næsten umuligt at kende de animerede dyr fra den ægte vare … indtil de begynder at tale.

En del man lige skulle vænne sig til.

Men den computerskabte realisme er til gengæld et element, som tegnefilmen fra 1994 på ingen måde kan måle sig med.

Well done, Disney.

Sådan er 2019-udgaven

Berettermodellen følger trofast med i filmens udvikling og med det var vi jo også forberedte på, at århundredets familieforræderi nærmede sig med hastige … klove.

Den hjerteskærende scene efter gnuflugten, hvor Simba finder sin far død, er vel nærmest på (sørgelig) linje med Titanic-scenen med Jack og Rose, der tager afsked.

Scenen i den nye Løvernes Konge fulgte næsten 1:1 med originalen … men på grund af det ufatteligt realistiske set-up var oplevelsen altså også en anden.

I en tegnefilm kan man gøre, hvad man vil. Fantastien kan plante store følelser, vindende personlighed og rumme urealistisk dyre-mimik; det kan en naturrealistisk animation ikke.

Animatorerne havde alligevel forbarmet sig og givet Simba våde øjne – og det satte sig da også i vores.

Små overraskelser undervejs

Løvernes Konge er tilladt for børn over 11 år, og det satte da også vores tanker i gang om, hvorvidt denne udgave skulle være mere uhyggelig end den originale.

Er det igen realismen, der spiller én et puds?

Svaret til det må være, at: Nej, den er ikke mere uhyggelig. Men ja, realismen har noget at sige.

Men: Har man før set tegnefilmen, så skulle der altså ikke være noget at frygte i forhold til at se animationsfilmen. Den er fuldstændig forudsigelig.

Lykkeligvis var den dog også krydret med nye og moderne elementer, sådan at der stadig var små overraskelser undervejs.

Filmen var generelt noget mere “voksen”, så diskussionerne om familieforhold og de gode budskaber brændte ekstra igennem.

De barnlige udtryk var næsten elimineret, hvilket nok både siger noget om tiden, og at børn i dag er vant til et noget mere udtryksfuldt sprog, end man var for 25 år siden.

Humoren og selvironien var også skruet op til et nyt niveau.

Som eksempel, da Simba, Timon og Pumba afsluttede den nye udgave af Hakuna Matata, hvor Timon måtte bede Simba om at stoppe med at synge:

“You’ve grown 200 pounds since we started!”

En flot tribute til originalen

Alt i alt har den nye Løvernes Konge altså fat i noget rigtig godt, der både rummer den originale historie og udviklen inden for filmteknikken.

Men netop derfor har snakken da også gået på, om den verdensberømte animationsfilm mon kunne formå at bevare sin autencitet og originalitet – og ikke bare være et led i et pengemaskineri?

Oprindeligt blev Løvernes Konge jo produceret af Disneys “B-hold” af animatorer. A-holdet var nemlig travlt beskæftiget med at producere Pocahontas, som var den helt store satsning.

I vores øjne er der ingen tvivl om hvilken udgave, der er den rigtige. Animationsfilmen kan vel bedst beskrives som et hardcore tributeband, der ved præcis hvad de laver – og hvad, de skal leve op til.

Dermed ikke sagt, at den ikke er en fuldstændig fantastisk reminder om den uerstattelige historie, der uden tvivl er en biografbillet værdig.

Vi ser i hvert fald gerne denne udgave igen. Og igen.