Nu i lovlig udgave: Danske supermarkeder sælger snart Prime
Det har både været forbundet med kaos og hysteri.
Nej, der er ikke tale om billetsalg til eller koncerter med nye boybands.
Det drejer sig derimod om salget af den vanvittigt hypede drik, Prime, som unge over hele verden har betalt vilde summer for at få fingre i.
En hype, som også Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, også vil have del i.
Det skriver BT.
Fra midten af juni vil man i Salling Groups butikker kunne købe Prime.
Dog i en justeret udgave, så den i modsætning til den oprindelige Prime, rent faktisk overholder dansk lovgivning.
Det betyder, at koffeinen og A-vitaminen er taget ud af drikkevaren.
“Der har været benspænd i forhold til Prime.
Vi har måttet få tilpasset indholdet, så det overholder dansk lovgivning.
Det er nu sket, og derfor glæder vi os rigtig meget til at få det på hylderne.
Vi har store forventninger til Prime,” lyder det fra Jacob Krogsgaard Nielsen, kommunikationsansvarlig for Salling Group.
“Prime er udviklet og ejet af de gigantiske Youtube-stjerner KSI og Logan Paul.
Sidstnævnte er kærester med den danske model Nina Agdal, som onsdag har sagt i en podcast, at Prime kommer til Danmark,” skriver BT.