God bedring: Rådmand sygemelder sig

Ugen var egentlig planlagt med masser af møder og politisk arbejde.
Men i stedet for at gennemføre sit travle skema har rådmand Tim Vermund (A) været nødt til at sygemelde sig.
Det skriver han på Facebook.
“Nogle gange slår hverdagen koldbøtter.
I forgårs blev en travl uge med byrådsmøder og politisk arbejde erstattet af kraftige smerter, hospitalsbesøg og fem forskellige typer medicin.
En gammel flænge i min hornhinde er sprunget op, og der er gået en eller anden form for sygdom i mit højre øje.
De dygtige medarbejdere på OUH gør alt hvad de kan, for at få mig på ret køl igen, men jeg er sygemeldt i minimum en uges tid.
Selvom piratlooket også kan noget glæder jeg mig til at vende stærkt tilbage,” skriver han.
Tim Vermund er klima- og miljørådmand i Odense Kommune.