Ramt af bus midt i Odense: Fodgænger afgået ved døden

Politiet oplyser mandag eftermiddag, at en bus har påkørt en fodgænger i en færdselsulykke i det centrale Odense.
Fyns Politi oplyser også, at fodgængeren er afgået ved døden.
Det skriver Presse-fotos.dk.
Politiet tilføjer, at de trods oplysninger til offentligheden endnu ikke har underrettet pårørende i sagen.
“I forbindelse med færdselsuheld i det centrale Odense har en bus påkørt en fodgænger. Desværre er fodgængeren afgået ved døden. Vi har endnu ikke underrettet pårørende, hvilket vi skal bruge lidt tid på. De nærmere omstændigheder omkring ulykken skal vi nu undersøge,” skriver Fyns Politi på X.
Sammenstødet mellem bussen og fodgængeren skete tæt på svinget ved Benedikts Plads.
Billeder fra stedet viser, at politiet har sat en større afspærring op omkring ulykkesstedet, mens både akutlægebil, ambulance og brandvæsen også arbejder der.
TV 2 Fyn har været i kontakt med Fynbus:
“Jeg bekræfter, at bussen med rutenummer 162 har ramt personen,” siger kommunikationskonsulent hos FynBus Morten Pors til TV 2 Fyn.