Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Raser over regeringen: Jensens Bøfhus massefyrer medarbejdere

Af Michael Qureshi

Restaurantkæden Jensens Bøfhus har valgt at fyre hver tredje medarbejder i koncernen.

Det drejer sig om 250 ansatte ud af 700 medarbejdere. Det oplyser Jensens Bøfhus i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Jensens Bøfhus har hovedkontor i Odense og desuden to store restauranter her i byen. Det vil også få konsekvenser for medarbejderne i de restauranter.

I 2018 overtog otte fynske rigmænd den trængte kæde, og den oprindelige stifter Palle Skov Jensen forlod virksomheden.

Afskedigelserne i restaurantkæden sker ifølge direktør Anders Nikolajsen, fordi Jensens Bøfhus ikke kan få del i regeringens lønkompensationspakke.

Står midt i en konflikt med 3F

Jensens Bøfhus havde en forventning om, at de kunne få del i regeringens pakke til lønkompensation, men det har kæden fået afslag på.

Det skyldes, at Fagforbundet 3F står midt i en konflikt med Jensens Bøfhus, der ikke har indgået overenskomst med sine medarbejdere.

Ifølge et svar fra Beskæftigelsesminister Peter Humlegaard Thomsen til Torsten Schack Pedersen (V), vil lønkompensation virke som en indblanding i en faglig konflikt.

Raser over “lokumsaftale”

Nu raser Jensens Bøfhus over regeringen.

“Det er sørgeligt at gennemføre unødvendige fyringer alene på grund af fagbevægelsens og regeringens lokumsaftale.

Det er samtidig et ulækkert politisk rænkespil mellem regering og 3F hvis eneste tabere er de medarbejdere jeg må afskedige – og dem der fortsat er ansat” siger direktør Anders Nikolaisen i meddelelsen.

Han truer med at lægge sag an.

“Vi pålægger det fulde ansvar for afskedigelserne på regeringen og overvejer at rejse sag mod staten for forskelsbehandling og erstatning for vort og vores medarbejderes tab,” siger Anders Nikolaisen i pressemeddelelsen.

Del artikel

Andre læser også