Reddet fra brand i Børsen: Ikonisk maleri udstilles i Odense

De fleste husker billederne af de høje flammer fra Børsen, dragespirets kollaps og ikke mindst det historiske kunstværk, der blev reddet ud af den brændende bygning.
Nu er der nyt om sidstnævnte.
Et af Danmarks mest markante kulturværker skal på en usædvanlig rejse rundt i landet.
Der er tale om P.S. Krøyers monumentale værk ‘Fra Københavns Børs’ (1895), som i år sendes på en omfattende Danmarksturné organiseret af Dansk Erhverv i samarbejde med Kunst På Arbejde og Hizkia.
Turnéen starter i Odense, hvor maleriet kan ses på Kunstmuseum Brandts fra 27. februar og frem til august.
“Man kan ikke sige Børsen uden at sige C.F. Tietgen, og man kan ikke sige C.F. Tietgen uden at sige Odense.
Det hele hænger sammen, og på Kunstmuseum Brandts får besøgende en sjælden mulighed for at opleve det enorme maleri helt tæt på og for at fordybe sig i den historie og de værdier, der har formet Danmark, og som i dag er under kraftig forandring i forhold til for eksempel køn, minoriteter og sociale skel.
Vi glæder os virkelig, og det kan publikum også roligt gøre,” siger Stine Høholt, direktør på Kunstmuseum Brandts.
‘Fra Københavns Børs’ skildrer dansk erhvervsliv anno 1895 og fungerer som et visuelt historisk dokument, der inviterer til refleksioner over, hvordan idealer og strukturer i dansk erhvervs- og samfundsliv har udviklet sig gennem tiden.
Storværket blev reddet ud af Børsen under den voldsomme brand 16. april 2024.
Efter udstillingsperioden i Odense rejser værket videre til ARoS i Aarhus og siden til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland.