Udvalgt af Sundhedsstyrelsen: 5.000 vacciner på vej til Odense
Den nye Moderna-vaccine mod corona lander i Odense onsdag, hvor halvdelen lægges på frys til 2. vaccine.
Den anden halvdel køres til Vejle, hvorefter den kan anvendes til vaccination fra torsdag.
Koncerndirektør Kurt Espersen glæder sig over, at Region Syddanmark modtager 5.000 vacciner fra Moderna:
“Vi er rigtigt glade for at få lov til at afprøve den nye vaccine i vores region. Det giver os mulighed for at få vaccineret endnu flere borgere og sundhedspersoner.
Og det vi ved er, at de to vacciner fra henholdsvis Pfizer/BioNTech og Moderna virker på samme måde og er lige effektive.”
Modernas vaccine blev godkendt af EU-Kommissionen onsdag i sidste uge, og Sundhedsstyrelsen har besluttet, at kun én region skal modtage de første doser af den nye vaccine, fordi den første leverance er begrænset.
Erfaring til resten af landet
De nye vaccine-doser vil blive anvendt i vaccinationscenteret i Vejle fra på torsdag.
“Når vi vælger at håndtere den nye vaccine i ét vaccinationscenter, er det for at få så stor erfaring med vaccinen som overhovedet muligt, som vi kan give videre til resten af Danmark, når de skal til at bruge den,” forklarer Kurt Espersen.
Vaccinationscenteret i Vejle er valgt, fordi de første Moderna-vacciners ankomst tidsmæssigt passer med åbningen af et nyt vaccinationscenter på Dofovej 2 i Vejle torsdag.
Men ligesom Sundhedsstyrelsen har valgt Region Syddanmark til pilotprojekt, kunne regionen i princippet lige så godt have valgt et af de andre vaccinationscentre i regionen.
Vaccinerne fra Moderna egner sig bedst til at blive anvendt på et vaccinationscenter og ikke eksempelvis på sociale institutioner, da de ”kun” må transporteres på køl én gang.
Pfizer/BioNTech-vaccinerne må transporteres to gange, og derfor egner de sig bedre til udkørende enheder.
Disse borgere får tilbudt ny vaccine
De syddanskere, som nu inviteres til at blive vaccineret med den nye Moderna-vaccine i vaccinationscenteret i Vejle, vil være borgere og personale, som endnu ikke har modtaget en invitation til Pfizer/BioNTech-vaccinen.
Det er borgere, som er i en særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med COVID-19, fx borgere, der er i behandling for en alvorlig kræftsygdom eller har et voldsomt svækket immunsystem.
Derudover vil mere frontpersonale på afdelinger med særligt sårbare patienter blive tilbudt vaccinen. Det er eksempelvis medarbejdere på kræftafdelingen og afdelingen for hjertesygdomme på Sygehus Lillebælt.
Desuden vil Hospice i Vejle samt vagtlægerne i regionen få tilbudt den nye vaccine.
Invitation til vaccination i e-boks
Hvis man er udvalgt til vaccination, modtager man en invitationen i sin digitale postkasse – eller som et fysisk brev, hvis ikke man har digital post.
Det fremgår heraf, hvad man skal gøre, hvis man som borger eller sundhedsmedarbejder ønsker at tage imod tilbuddet om en COVID-19-vaccine.