Lukket i en måned: Nu genåbner Grønttorvet i næste uge

Skrevet af: Michael Qureshi

Restaurant Grønttorvet har en fast plads i mange Odense-hjerter.

Engang var det et værtshus med mad. I dag er der omvendt fokus på maden, men hvor man naturligvis stadig kan få gode øl.

Klientellet er der også skiftet ud i, og rigtig mange elsker de gode klassiske retter, som køkkenchef Benjamin Mosskov sikrer et højt niveau på.

Nu er den kendte restaurant på vej ind i en ny æra.

Omkring nytår lukkede Restaurant Grønttorvet ned for at gennemgå en omfattende renovering, og mange er gået forgæves efter en god bid mad.

Pariserbøf og stor fadøl for 119 kr.

Men nu er det slut med håndværkere.

På mandag d. 4. februar genåbner Restaurant Grønttorvet. Det gør de med stil. De byder nemlig på et rigtig fristende tilbud. En lækker pariserbøf og en stor fadøl for 119 kr.

Det er næsten for godt til at sige nej til.

Hos Restaurant Grønttorvet har man også udnyttet ventetiden på håndværkerne med manér. Et nyt menukort er sammensat.

“Vi har lyttet til en del af vores gæster, og derfor er der blevet sammensat et nyt og spændende menukort med en masse gode retter til fornuftige priser.

Der er bl.a. en masse nyt og spændende smørrebrød på vores frokostkort,” skriver de på Facebook.

Frokostkortet har masser af lækkert smørrebrød på, og der er også en vintermenu, som sagtens kunne friste mange.

Mange lækre klassikere

På aftenkortet er det også mange af de gode gamle mormor klassikere, hvor man bare ved, at det er en solid omgang, der venter én.

Stjerneskud, pariserbøf, herregårdsbøf eller hvad med vægtergryde ad libitum for 179 kr.

Det lyder virkelig lækkert, og mon ikke der er en del, der skal ned og se de nye lokaler og smage på maden fra det nye menukort fra næste uge.

Hvad: Restaurant Grønttorvet genåbner
Hvornår: Mandag 4. februar 12-16
Hvor: Sortebrødre Torv 9
Tjek deres Facebook her