Rider med på bølgen: Nu kan du snart prøve Gin-Yoga i Odense
Det har været nogle stressfyldte måneder for mange af os med corona-truslen hængende over hovedet.
Trænger du til at slappe gevaldigt af og få lidt mere zen i hverdagslivet, har vi fundet det perfekte arrangement.
Storms Pakhus danner rammen om Gin-Yoga, og som navnet antyder er der masser af gin involveret. Det finder sted lørdag d. 22. august fra klokken 16.00, og virker til at være at være en perfekt optakt til en god lørdag aften.
Yoga-instruktør Johanne Juhl tager holdet igennem både anderledes og klassiske yoga poses, der er justeret, så man får tid til at nyde strækket mens, man liiiige snupper en tår.
Storms Pakhus oplyser, at der vil være yogamåtter, men hvis du har din egen, opfordrer de dig til at medbringe den.
Både for nybegyndere og trænede
Det er fuldstændig ligegyldigt, om du har prøvet yoga før eller er totalt ekspert i alle øvelserne.
Johanne er uddannet yogainstruktør siden april 2019 med fokus på vinyasa, yin og restorativ yoga.
For hende er det vigtigt, at yoga ikke betragtes som en lukket klub, men et dynamisk, kreativt og sjovt fristed, hvor man kan være sig selv og hvor der er plads til både at grine, udforske – eller blot at være stille.
En billet der inkluderer to G&T samt 45 minutters yoga koster 99 kr.
Hvad: Gin-Yoga
Hvor: Storms Pakhus
Hvornår: Lørdag d. 22. august kl. 16.00
Køb billetter her