Giftigt stof i Odense Å: Risiko for at kødkvæg har indtaget PFOS
I dag kan TV2 Fyn og Fyens Stiftstidende afsløre, at Odense Kommune har fundet det sundhedsskadelige flourstof PFOS i et vandløb og på en mark, hvor der er gået græssende kødkvæg.
Efter fundet af ekstremt høje koncentrationer af PFOS i Korsør, er mange kommuner begyndt at undersøge, om det også er tilfældet i andre områder.
I Odense blev giftstoffet opdaget, da man i juni tog vandprøver i Seden i forbindelse med et naturprojekt.
Analyserne viste, at der var PFOS i vandet, og at koncentrationen var højere end tilladt.
Det er det samme område, hvor der i årevis er gået kødkvæg, og der vil derfor ikke blive sendt flere dyr til slagtning, før Odense Kommune får analyseret kødet fra tre af lodsejernes dyr for PFOS.
De to fynske medier understreger dog, at koncentrationerne af PFOS langt fra er lige så alvorlige som i Korsør.