Rød zone over Odense: DMI varsler om særdeles kraftig regn

Efter en varm og sommerlig weekend er der nu regn på vej over Odense.
Det skriver DMI i et varsel.
Der er et markant vejrskifte i gang med køligere temperaturer og der ventes at komme en del nedbør de kommende døgn.
En front med regn og torden er gået i land fra sydvest, og bevæger sig videre mod nordøst i løbet af dagen.
På forsiden af fronten er luften over Danmark meget varm og ustabil, og den varme luft kan indeholde store mængder vand, som i samspil med fronten potentielt kan give store nedbørsmængder.
Prognoserne svinger en del, og da der både er tale om regn og byger, kan nedbørsmængderne over kort distance have ret store udsving.
Der er derfor udsendt DMI Risiko for kraftig regn og lokale skybrud gældende frem til i eftermiddag, hvor der i perioden lokalt kan falde 24 mm eller mere på 6 timer, hvilket er kriteriet for kraftig regn.
Derudover kan regnen være ledsaget af torden og lokalt have skybrudsintensitet, hvor der kan falde 15 mm eller mere på 30 min.
DMI har derudover også udsendt varsel for kraftig regn på 50 til 80 mm i varslingsperioden gældende fra i eftermiddag og frem til tirsdag aften.
Fronten går nærmest i stå over landet, men regnen fortsætter med at være ganske kraftig, og begynder at bevæge sig på langs af sig selv.
Et stort område med nedbør ser ud til at blive hængende over landet frem til onsdag og give store mængder regn, men ser efterhånden ud til at svækkes noget. Derfor gælder varslet frem til tirsdag aften, men der vil fortsat være regn i perioder efterfølgende.
Seneste prognoser angiver, at der især i et bælte på tværs af Jylland over Fyn til Sjælland og Øerne kan falde mellem 40 og 80 mm. Det svarer til at der lokalt kan falde over en hel måneds regn for juli, som gennemsnitlig har 65,8 mm regn på landsplan.