Rotte fanget hos bager: Lukket i flere dage

I går morges fik bager- og konditormester Kristian Stjernholm øje på noget mørkt, der løb hen over gulvet hos Kornbageren i Næsby.
Og det var som frygtet en rotte.
Derfor fik bageren fat i skadedyrsbekæmpelsen, der hjalp med at få indfanget den væmmelige rotte.
Det viste sig at dyret var kommet ind gennem en beskadiget kloak.
Rottefundet betyder dog, at Kornbageren er nødt til at holde lukket de næste par dage.
“Vi er i dialog med Fødevarestyrelsen og følger deres vejledning, om at holde lukket de næste 48 timer, samt holder øje med om der er mere aktivitet.
Derudover får vi selvfølgelig repareret kloakken og får et professionelt firma til at gøre hovedrent.
Vi forventer at stå klar med frisk morgenbrød igen lørdag morgen.
Indtil da, har vi valgt at åbne lidt tidligere i Tarup Center de næste par dage(torsdag 5.30 og fredag 5.00), så ingen behøver at undvære deres brød,” skriver Kornbageren på Facebook.
Kornbageren i Næsby ligger på Bogensevej 48.