Rykker ind med et brag: Kæmpe kæde overtager Odense-hotel og driften af ODEON

Skrevet af: Michael Qureshi
PR-foto
PR-foto

En større nyhed på hotelfronten i Odense er netop blevet afsløret.

Comwell Hotels overtager driften af Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense, teaterhuset Odeon og Odense Koncerthus.

Direktøren for Comwells nye hotel hentes fra kædens egne rækker.

Fra årsskiftet bliver Comwell Hotels ny operatør af det nuværende Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense.

Ligeledes overtager den danske Comwell-kæde af hoteller og konferencecentre driften af kongresfaciliteterne i musik- og teaterhuset Odeon samt Odense Koncerthus, der ligger ved siden af hotellet.

Hotellet, der har 157 værelser, omdøbes fra årsskiftet til Comwell H.C. Andersen Odense.

Dermed rykker Comwell for første gang ind i Danmarks tredjestørste by – på Fyn driver Comwell i forvejen Comwell Kongebrogaarden og Comwell Middelfart.

Overtagelsen sker som et led i en strategisk beslutning i Comwell-koncernen om ekspansion i de store danske byer, oplyser Comwell i en pressemeddelelse.

Comwell Hotels er i fuld gang med at bygge sit første og største hotel i København, der åbner i januar 2021 i Københavns Nordhavn, og har desuden udvidelsesplaner for to af sine eksisterende hoteller i Aarhus og Kolding.

Tredje Comwell-hotel på Fyn

Koncernchef i Comwell Hotels, Peter Schelde, glæder sig til at bringe Comwell til Odense:

”Med overtagelsen af hotellet får vi ikke alene vores tredje hotel på Fyn.

Vi får også møde- og konferencefaciliteter med stor kapacitet og mange muligheder centralt beliggende i landet i Danmarks tredjestørste by.

Det ligger helt i tråd med vores strategi om at ekspandere i de store byer.

Med Comwell som operatør af hotellet og de gode og nye konferencefaciliteter i Odeon kommer vi til at stå endnu stærkere i markedet,” siger Peter Schelde.

Hotellet ejes af Lillebælt Gruppen

Radisson Blu H.C. Andersen Hotel Odense ejes af Lillebælt Gruppen, hvis direktør og ejer, Jens Belling, siger om det kommende samarbejde med Comwell Hotels:

”Comwells overtagelse af driften af H.C. Andersen Hotel er det rigtige for os, medarbejderne, gæsterne og Odense.

Comwell er en sværvægter på det danske møde- og konferencemarked.

Vi er stolte af at træde ind i Comwell, som flere gange har vundet og været nomineret til årets bedste hotelkæde i Danmark ved Danish Travel Awards.

Med Comwell som driftsoperatør sikrer vi, at H.C. Andersen Hotel og Odeon forbliver en stor spiller, som kan tiltrække flere og store konferencer.”

Det kommende Comwell H.C. Andersen Odense har udover sine 157 værelser også restaurant og møde- og konferencefaciliteter med plads til op mod 1.200 personer i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus, der ligger i forlængelse af hotellet.

Med i driftsaftalen med Lillebælt Gruppen ligger også, at Comwell Hotels skal varetage driften af Odeons konferencefaciliteter.

Ny hoteldirektør fra egne rækker

Den nuværende hotelchef på Comwell Sorø, 34-årige Ninna Stæhr-Petersen, kommer til at stå i spidsen for Comwell H.C. Andersen Odense, Odense Koncerthus og Odeon, hvorfor hun udnævnes til hoteldirektør samtidig med overdragelsen.

Ninna Stæhr-Petersen blev i 2014 restaurantchef på Comwell Hvide Hus Aalborg, i 2016 blev hun hotelchef for Himmerland Golf og Spa Resort, inden hun sidste år tiltrådte som hotelchef på Comwell Sorø.

Alle de nuværende medarbejdere på Radisson Blu H.C. Andersen Hotel, Odense Koncerthus og på Odeon fortsætter uberørt af Comwells overtagelse fra Radison.

Comwell, der i år har 50 års jubilæum, driver foreløbig 14 hoteller i Danmark og to i Sverige samt Centralværkstedet og Smedien i Aarhus.

Desuden samarbejder koncernen med BC Hospitality Group om Comwell Conference Center Copenhagen.

Kåret til verdens bedste DJ fem gange: Gigantisk DJ-navn kommer til Tinderbox

Skrevet af: Michael Qureshi

Intet Tinderbox uden Magicbox, og i 2020 er der nu lagt i ovnen til endnu en massiv fest, når nogle af vor tids største elektroniske navne gør den odenseanske DJ-pult til deres egen for en stund.

Han er en af fanebærerne af EDM og kåret til verdens bedste DJ hele fem gange, og nu indtager den fænomenale hollandske DJ-mester og producer, Armin van Buuren, Magicbox-scenen i Tusindårsskoven.

Perlerækken af fængende produktioner er ubrydelig, og van Buuren forvandler alt, hvad han rører ved, til elektronisk guld for øregangene.

Tidligere i år udgav han det længeventede album ”Balance”, og med hits som ”Blah Blah Blah” og ”Turn It Up”, der tilsammen er streamet mere end 200 millioner gange, understreger hollænderen, hvorfor han er blandt de bedste DJ’s nogensinde.

Van Buuren karakteriseres også ved sin bevidste søgen væk fra sin komfort-zone, og det har givet os hits som ”This Is What It Feels Like”, der er nået langt udover trance-universets grænser.

De elektroniske genistreger bunder blandt andet i en perfektionisme, der gør, at en oplevelse af Armin van Buuren bag pulten må være på enhver elektronisk musikelskers bucketlist.

Armin van Buuren spiller fredag den 26. juni.

Flere navne på plads til Magicbox

Men flere navne er også afsløret torsdag.

Den italienske DJ-trio Meduza sparkede døren ind til den internationale musikscene, da de i år udgav kæmpehittet ”Piece Of Your Heart”.

Singlen landede som nummer to på den officielle UK Top 20 og toppede Billboards Dance Club Songs hitliste.

Hele branchen har forventningsfuldt rettet blikket mod Meduza, der tegner til at blive en skælsættende tilføjelse til det elektroniske musiklandskab.

Meduza spiller lørdag den 27. juni

2019 har været et hæsblæsende år for Hayden James, og her i Odense glæder vi os til at byde den australske mester af summervibes og Ibiza-house velkommen på Magicbox.

I juni udgav han albummet ”Between Us”, der til dato er streamet mere end 500 millioner gange. James tryllebinder publikum med sine velkomponerede sets, der byder på alt fra calypso-rytmer til fløjsblød og danseindbydende house.

Hayden James spiller lørdag den 27. juni

Med sin unikke, progressive lyd er der fuld smæk på russiske DJ og producer Shapovs internationale DJ-karriere.

Danmarks fedeste EDM-scene

Russeren leverer nærmest euforiserende live sets, og blev i 2013 signed af Axwell (Swedish House Mafia) på legendariske Axtone Records.

Sammen udgav de i 2016 kæmpehittet ”Belong”, og karrieren har siden budt på samarbejde med blandt andre Armin Van Buuren på EP-trilogien ”The Last Dancer”, “Our Origin” og “La Résistance De L’amour”.
Shapov spiller torsdag den 25. juni

“Magicbox er Danmarks absolut fedeste EDM-scene, og stemningen findes ikke på nogen anden festival på dansk grund.

Magicbox er Tinderbox’ puls, og med så massive navne som Armin van Buuren og ikke mindst Meduza tager vi endnu en gang festen i friluftsbadet til det næste niveau.

Vi glæder os til at levere endnu en sublim ’out of this world’-oplevelse i 2020,” siger festivalchef, Brian Nielsen.

Tinderbox finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni. Billetter kan købes på Tinderbox.dk

Foreløbigt program:

Post Malone
Lukas Graham // Lenny Kravitz // Zara Larsson // Folkeklubben // Jonah Blacksmith

Armin van Buuren
Meduza // Hayden James // Shapova // Oliver Heldens // Toby Green // Nonsens

Mere end en million julelys: Nu åbner verdens største julefestival i Odense

Skrevet af: Redaktionen

Så er det i morgen torsdag d. 21. november, at det går løs.

Verdens største indendørs julefestival Glow åbner deres allerførste festival i Europa og selvfølgelig lige her i eventyrbyen.

Med mere end én million glødende pærer, velkomstmusik og besøg fra hele Danmarks chipskonge, Jørgen fra KiMs, bliver det et brag af en åbning, som alle er inviteret med til.

Du kan med MigogOdense vinde billetter til Glow – vi udlodder i samarbejde med Glow 2 x 4 billetter. Se hvordan du deltager nederst i artiklen.

Glow Odense er en magisk lysoplevelse for hele familien med plads til hygge og nærvær.

Et indendørs vintereventyr på 6000 kvadratmeter krydret med mere end en million smukke lys og glødende pærer, interaktive lege, lokale kunstnere, julehygge og mulighed for masser af familietid – alt sammen med udgangspunkt i de kendte eventyr.

“Det kribler i maven, og vi glæder os helt vildt til at slå dørene op for det første europæiske Glow-event.

Og vi håber, at en masse spændte gæster har lyst til at være med til åbne Glow og som de første træde ind i vores eventyrlige univers torsdag i næste uge,” siger Eva Pasgaard, der er direktør for Glow Odense.

Odense Pigegarde og kendt DJ spiller

Til den store åbning bliver gæsterne budt velkommen med manér, når Odense Pigegarde spiller op ved indgangen, og saxofonist Da Rune og DJ’en Jeppe Dex lader sprøde toner flyde fra Glows store scene.

Og så har gæsterne naturligvis mulighed for at tage billeder med den danmarkskendte chipskonge, Jørgen, med Glows eventyrlige vinterunivers som baggrund.

Et sprødt samarbejde

Det er ikke kun gæsterne, der kommer til Glow Odenses åbningsdag, som kan glæde sig til at smage chips fra KiMs.

Sammen med Glow Odense har de nemlig indgået et sprødt samarbejde, som varer hele festivalen ud.

KiMs er blandt andet sponsor for jule- og vinterfestivalens skattejagt og deler små chipsposer ud til alle børn, der finder de forsvundne gaver.

“Hos KiMs elsker vi julen, fordi den lægger op til masser af hygge med venner, familie og lækkerier i form af blandt andet franske kartofler, nødder og chokolade.

Glows hyggelige jule- og vinterfestival er et fantastisk initiativ, som med garanti vil skabe juleglæde og hyggelige stunder for både unge og ældre. Og det vil vi meget gerne støtte op om,” siger Louise Witting, der er trade marketing manager for KiMs.

Glow Odense finder sted fra torsdag 21. november 2019 til og med lørdag 4. januar 2020 og afholdes i opvarmede lokaler på Faaborgvej 248 B i Odense SV.

Entrepriserne bliver 149 kroner for voksne og 119 kroner for børn (3-12 år). Børn under 3 år er gratis.

Der er også mulighed for at købe et sæsonkort, der giver adgang i hele perioden.

Konkurrence

Vind billetter til Glow
Sådan vinder du
Like opslaget på vores Facebook-side (Planlagt 20.50) med denne artikel
Skriv mindst en du vil have ind til magiske Glow

Vi trækker en vinder på søndag d. 24. november

Sjette år i træk: Kom til Nordatlantisk Julemarked i weekenden

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

For sjette år i træk afholdes det hyggelige Nordatlantisk Julemarked i Nordatlantisk Hus ved Havnen i Odense.

Julemarkedet er blevet en fast tradition for mange odenseanere.

Her oplever du en dejlig nordatlantisk julestemning og kan købe unikke julegaver, værtindegave eller en lille, lækker ting til dig selv.

Nordatlantisk Julemarked er et unikt julemarked med fokus på den gode stemning, fantastiske boder og ægte julehygge.

Du kan starte julehyggen i Nordatlantisk Hus, hvor der er fyldt med glade kunsthåndværkere og designere, der har produceret flotte varer i sælskind, fiskeskind, rensdyrsgevir, uld til den store guldmedalje.

Bag disken finder du primært folk fra Grønland, Færøerne eller Island, hvilket er med til at understrege den nordiske atmosfære, der især kendetegner markedet.

Julemanden ankommer

Men vi får også besøg af en anden særlig gæst, der er rejst langvejs fra det kolde nord.

Selveste Julemanden ankommer nemlig til Odense om lørdagen for at hilse på byens mange søde børn.

Det er en lang tur for julemandens rensdyr, så de trætte dyr får lov til at hvile sig det sidste stykke.

Her er det godt, at stærke færøske roere står klar til at træde til. De vil nemlig sejle julemanden det sidste stykke langs kanalen og få ham sikkert i havn.

Julemandens program:

15:40: Odense Tamburkorps spiller på kajen og står klar til at byde julemanden velkommen.

16:00: Julemanden ankommer i færøsk robåd og tænder juletræet sammen med de mange fremmødte børn. Der vil være fællessang og slikposer til børnene.

16:30: Julemanden hilser på børnene i stueområdet.

Julemarkedet holder åbent 23. og 24. november

Lørdag kl. 11 – 17, søndag kl. 11 – 16.

Læs mere her.