Så er de kommet til byen: Kom hurtigt rundt i Odense med de hypede el-løbehjul
Åbn en app. Se hvor der står et elektrisk løbehjul i Odense. Lås den op med appen. Sus afsted med 20 km i timen. Sæt den fra dig, når du er fremme. Færdig.
Sådan har det været for københavnerne med de hypede elektriske deleløbehjul, der indtog hovedstaden i starten af året.
Nu er turen kommet til Odense for den svenske gigant på markedet, VOI.
I første omgang er der læsset 50 af Gråbrødre Plads, og du kommer helt sikkert til at se dem rundt omkring i byen allerede her i weekenden.
Om ganske få uger vil der så være 200 af disse el-løbehjul i byen.
”Vi kommer til at have en række af de her pop-ups i dagstimerne i løbet af de næste par uger. Dem har vi ansøgt om og fået tilladelse til fra kommunen.
På vores pop-ups vil vores medarbejdere være tilstede for at uddanne og informere om sikker kørsel på dét, der for mange er et helt nyt transportmiddel.
Sikkerhed er afgørende for os, og derfor vil vi gerne være på forkant, allerede inden vi officielt lancerer i byen,” siger VOI’s landechef Eric André.
VOI kalder deres løbehjul for’e-scooters’, og de kører på samme slags batteriteknologi som Tesla.
Starttaksten er 10 kr. pr. tur og man betaler så 1,5 kr. i minuttet.
Man skal være over 18 år, ikke være beruset, hjelm er ikke lovpligtigt, men anbefales.
Se hvad VOI tilbyder her : https://link.voiapp.io/oeVLwDjyeW
Parkér frit
Derudover er VOI’s elektriske løbehjul ”free floating” og skal ikke parkeres i en docking- station efter endt tur.
”Det er netop free floating, der gør det muligt at komme helt hen til sin destination på en VOI-scooter.”
“Men det stiller også store krav til os, fordi vi skal sørge for, at løbehjulene ikke kommer til at ligge og flyde uhensigtsmæssige steder i byen,” siger Eric André, Country Manager i VOI Danmark.
Det har dog affødt en del kritik i København, hvor de mange løbehjul står tilfældigt hist og her rundt omkring i storbyen.
Men hvad nu, hvis det går galt?
I Danmark vil du være lovpligtig forsikret, når du anvender VOI. Forsikringen dækker skader på tredjeparter. Hvis du selv kommer til skade, skal det dækkes af din egen ulykkesforsikring.
Udgifter i relation til skaden vil blive dækket af din indboforsikring.