Så er der børnebanko: Storms Pakhus inviterer de mindste
Det kan godt være, at børnene ikke ved, hvem Gamle Ole er.
Det kan også godt være, at de ikke helt kan regne ud, hvilket tal “Røvballerne” dækker over.
Men det gør ikke noget.
Storms Pakhus vil gerne have dem med til banko alligevel.
Søde præmier
Det hele foregår i børnehøjde, hvor det, nu hvor det er børn, der spiller, typisk råbes i et lidt mere skingert toneleje end ellers.
Der er én plade pr. barn, og eventuelle voksne følgesvende er derfor med på en pædagogisk lytter og hjælpende hånd.
Samtlige præmier er naturligvis af den børnevenlige slags og vil både være søde, salte, knasende, sjove eller til aktiviteter.
Hvad: Børnebanko
Hvor: Storms Pakhus, Lerchesgade 3, 5000 Odense C – hal 1
Hvornår: 30. juli kl. 12