Kæde melder ud: Supermarked sænker prisen på mere end 100 dagligvarer

Nu skal du dykke knap så dybt i pengepungen, når du lægger vejen forbi Lidl.
Dagligvarekæden sænker nemlig priserne på over 100 hverdagsvarer. En prisnedsættelse, der vil vare over de næste mange måneder.
Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.
”Vi vil gøre hverdagen billigere for danskerne. Uanset om det er din morgenmad, din frokost eller din aftensmad, så skal du kunne købe de mest gængse varer billigst i Lidl.
Derfor sænker vi nu prisen på over 100 varer, som er blandt dem, danskerne oftest lægger i indkøbskurven. Prisnedsættelserne gælder på alt fra ost og kyllingebryst til æg og pasta.
Vi har en strategi, som betyder, at vi vil være de billigste. Det skal kunne betale sig at handle i Lidl – og det sætter den her prisnedsættelse en tyk streg under,” siger, Peer Sandtner, indkøbsdirektør i Lidl Danmark.
Det er ikke første gang, at Lidl tager initiativ for at sikre danskerne lave priser.
Tidligere har dagligvarekæden arbejdet målrettet for en differentieret moms på frugt og grønt for at imødegå de høje prisstigninger, som har ramt danskerne de seneste år.
Derudover har Lidl lanceret private label-brandet Madværket, som samler over hundrede hverdagsprodukter fra danske leverandører under ét brand.
Det skal give kunderne nemmere adgang til gode lokale varer til lave priser.