Helt særlig live-oplevelse: Anmelderrost musiker gæster Odense
Den prisbelønnede og roste musiker Guldimund besøger Magasinet den 23. september med sin rørende og direkte sange.
Asger Nordtorp Pedersen, er Guldimunds borgerlige navn.
Et navn, der måske vil klinge bekendt, hvis man kommer fra Assens, hvor Asger Nordtorp er opvokset.
Eller måske kender du ham fra Blaue Blume, fra fynske Tårn eller fra bandet Lucky Lo, der gæstede Odense i foråret?
For Guldimund betyder det noget særligt at spille musikken live – og til koncerten i Magasinet forventer Asger Nordtorp Pedersen at det store liveband er spillet helt perfekt ’varme’:
Stort orkester på scenen
”Det er virkelig skønt at få mulighed for at spille så mange på hinanden følgende koncerter – endda med så stort et orkester. Vi er otte musikere på scenen.
Der sker noget med sammenspillet og den musikalske selvtillid, fordi vi kommer dybt ned i materien.
Koncerten i Odense ligger sent på turnéen, og jeg glæder mig selv meget til at mærke, den musikalske smidighed og vovemod der uundgåeligt vil vokse frem i orkestret.”
Musikken er i anmeldelser blevet beskrevet som særligt ærlig og bevægende, og ifølge Kulturmaskinens programlægger, Niels Christian Geil, er den helt unik:
”Få plader kan få en til at græde, når den kører på anlægget, men ’Dem, vi plejede at være’ fik mig sgu.
Man mærker virkelig Asgers smerte igennem teksterne og sammen med den ekstremt lækre lyd går det lige i hjertekulen! Det bliver en udfordring at holde øjnene tørre under koncerten – det tør jeg godt love.”
Meningsfyldte tekster
Asger Nordtorp Pedersen er selv bevidst om effekten, hans sange kan have:
”Jeg ved at mine tekster betyder meget for mange, og det er smukt at opleve. Det føles meget meningsfyldt.
Og det bidrager kun til den oplevelse, når jeg ser og mærker hvor betagede publikum bliver, når de hører disse sange blive fremført af alle de dygtige musikere, som er med til at skabe den her lyd.”
Guldimund spiller den 23. september på Magasinet.
Der er stadig billetter:
Billetlink: kulturmaskinen.com/arrangementer/guldimund-paa-magasinet
Guldimund
23. september
Show: 20.00 / Døre: 19.00
Siddekoncert
200,- + gebyr (20,-)
Magasinet, Farvergården 7, 5000 Odense