Sankt Hans på fredag: Her er de bedste bålfester i Odense
Skt. Hans aften står for døren, og for alle os der ikke bruger aftenen på Tinderbox, er der heldigvis masser af muligheder for at finde et hyggeligt og festligt arrangement i Odense og omegn.
MigogOdense-redaktionen giver her fem bud på, hvilken bålfest der er den rigtige for dig og familien eller vennerne på fredag, når heksen skal sendes til Bloksbjerg.
Klassikeren: Skt. Hans på Engen
Ingen over og ingen ved siden af Odenses største Skt. Hans fest på Engen.
Bålfesten ved Fruens Bøge er blevet en institution i Odense, og igen i år bydes der på masser af musik og underholdning for både børn og voksne. Den børnevenlige del af arrangementet med både gøgl, ballondyr og børnevenlig jazz starter allerede kl. 16:00, hvor også madboderne åbner.
I løbet af aftenen spilles der op til dans ved bl.a. Solsort, DJ Katrine Ring m.fl. Årets båltale står rådmand Jane Jegind for.
Og mon ikke det traditionelle nøgenløb om bålet også løber af stablen senere på aftenen, når skyggerne er blevet lange og de små lagt i seng?
Den idylliske: Lumby Mølle (Odense N)
Er man til lidt mere intime omgivelser med knap så mange mennesker, lægger Lumby Mølle igen i år plads til et hyggeligt Skt. Hans.
Lumby Mølle er en historisk kornmølle fra 1820, der til daglig drives af frivillige som et museum, hvor man kan få indblik i, hvordan det ældgamle håndværk fandt sted for knap 200 år siden. Den ligger i naturskønne omgivelser i det nordlige Odense.
Til Skt. Hans-festen, der starter kl. 18:00, vil der være grill og fællesspisning i Møllehaven, inden bålet tændes i parken bag møllen.
Den børnevenlige: Stjernespejderne på Hindemosen
Stjernespejderne fra Hindemosen inviterer børn og barnlige sjæle på Odenses næststørste Skt. Hans-arrangement. Der vil være to bål, så alle kan nå at se heksen blive sendt afsted.
Som underholdning vil der være speedcarving med motorsav, ildskulpturer og Sørens Safarishow. Båltalen holdes af Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
Den afslappede: Allerup Gamle Have
I Odenses sydøstlige hjørne ligger Allerup Gamle Have, der er et idyllisk lille friluftsbad langt fra byens stress og jag.
Også her kan du komme til Skt. Hans på fredag. Det starter kl. 18:00, og der vil være salg af både fadøl, pølser, sodavand, kaffe, kage, is og chips.
Den eventyrlige: Egeskov Slot
Har du ikke noget imod at køre lidt, byder Egeskov på Fyns vel nok smukkeste omgivelser at fejre Sankt Hans i.
Der vil være fællessang med vokalensemblet ExDjazz og salg af øl, vand, kaffe, pølser. Bålet tændes kl. 21:00, og herefter vil Rasmus Walther stå for underholdningen med et solo show.
Bemærk, at arrangementet koster 80 kr. for børn og 160 kr. for voksne.