Se den før alle andre: Billetsalg åbnet til forpremiere på Klovn 3: The Final

Skrevet af: Michael Qureshi
PR-foto
PR-foto

Klovn – The Movie solgte over 850.000 biografbilletter, da den fik premiere i 2010.

Det er samtidig en af de mest indtjenende danske film nogensinde. I 2015 fik vi så 2’eren Klovn Forever, og i 2020 bindes sløjfen på trilogien med Casper og Frank i hovedrollerne.

Vi er rigtig mange, som glæder os til at se den tredje film i rækken med titlen Klovn 3: The Final.

Den officielle premieredato er torsdag d. 30. januar, men hvis du ikke kan vente så længe, så har Nordisk Film Biografer i Odense åbnet salget for en eksklusiv forpremiere.

Det sker i biografen i Odense Banegård Center onsdag d. 22. januar.

Og man skal nok være pænt hurtig, da salget af billetter går hurtigt.

CineMaxx i Odense er også med på legen, og har en forpremiere mandag d. 20. januar.

Fokus på kærligheden på klassisk Klovn

Plottet er også ganske Klovn-klassisk.

Fokus er på kærligheden, for varer den evigt?

Det spørgsmål må Frank stille sig selv, da Mia overvejer at lade sig skille. Casper mener dog, at hun bare skal lægges på is, så de to beslutter at tage afsted på weekendtur til Island.

Tingene går selvfølgelig ikke helt som planlagt, og de når ikke flyet, men de er ikke klar til at tage hjem, og “gemmer” sig derfor i Lars Hjortshøjs tomme luksusvilla.

Alt går efter planen, til et vulkanudbrud på Island lukker luftrummet over øen på ubestemt tid. Nu kan Frank se til, mens hans og Caspers store løgn virkelig splitter hans liv.

Du kan tjekke ledige billetter til forpremiere i Nordisk Film Biograf her

Du kan tjekke ledige billetter til forpremiere i CineMaxx her

Unikt fund: 11 ukendte Gasolin-bånd er dukket op i Odense

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Arkivfoto
Arkivfoto

I Danmark bliver det ikke meget større end Kim Larsen og Gasolin.

Og selvom vi er beriget med masser af ikoniske sange fra en gylden tid i dansk musikhistorie, kan der stadig dukke uventede skatte op.

Hvis du elsker vinyl, kender du helt sikkert Record Pusher her i Odense.

Bo Ellegaard driver til dagligt forretningen, og han har for nyligt gjort et vaskeægte kup, da han sammen med to venner, har købt et vaskeægte stykke danmarkshistorie.

Han har nemlig købt 11 helt ukendte kassettebånd, hvor de optræder på koncertoptagelser fra 1976 til 1977.

Det skriver Ekstra Bladet fredag.

“Der er masser af guld på båndene. Blandt andet kan man høre, hvordan især Kim Larsen og guitaristen Franz Beckerlee står og bider af hinanden på scenen, når de drejer hovedet væk fra mikrofonerne. Det er ikke ond snak. Men sætninger som ‘ du var ikke rar i går’.

Man skal her tænke på, at bandets medlemmer dengang altid var sammen i døgnets 24 timer. Så der var da irritationer og konflikter undervejs. Man får også et klart indtryk af, at Søren Berlev forsøger at holde sammen på bandet og gyde olie på vandene, siger Bo Ellegaard til Ekstra Bladet.

Når du er sulten for sjov: Kom til kæmpe åbningsfest i KiMS Outlet

Skrevet af: Nathalia Hentze Nielsen
Foto: KIMS
Foto: KIMS

Når du er sulten for sjov.

Reklame-sloganet over dem alle, behøver næppe nogen nærmere introduktion, og det gør figuren bag heller ikke.

Chipskongen Jørgen har været en fast del af KiMs – og danskernes sendeflade – siden 1998, og her 22 år senere er han klar til at gå på pension.

Nu får du mulighed for at sige farvel og tak til Jørgen, når den nye KiMs Outlet slår dørene op i Odense til en stor åbningsfest fredag den 31. januar fra kl. 14.00 til 20.00.

KiMs Outlet går de ind for “undgå snackspild”, så her finder du sprøde tilbud på chips, snacks, nødder, chokolade og dip, der f.eks. har kort holdbarhedsdato eller skønhedsfejl i emballagen.

Sprøde tilbud og smagsprøver

Når Chipskongen er involveret, går tingene sjældent stille for sig, og åbningen af outlet-butikken er ingen undtagelse.

Efter butikkens indvielse kl. 14.00, kan man mellem 14.00-15.00 få taget billeder med Jørgen og hilse på ham en sidste gang før hans pension er en realitet.

Derudover vil der være sprøde tilbud, sjove konkurrencer og masser af smagsprøver på chips og nødder.

Læs mere her.

Hvad: Åbningsfest i KiMs Outlet

Hvor: Ejlskovsgade 13, 5000 Odense

Hvornår: 31. januar, kl. 14.00-20.00

Quiz, kaffe og kage for de morgenfriske: Odense Aafart holder Nostalgi-quiz på vandet

Skrevet af: Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Odense Aafart.
Foto: Odense Aafart.

Foråret er praktisk talt rundt om hjørnet, hvis du spørger os, og så er det jo passende at begynde at glæde sig til nogle af årstidens mange aktiviteter.

Nogen, der allerede har en masse planlagt for odenseanerne, er Odense Aafart, som snart starter bådene op til en ny sæson på Odense Å.

I år bliver det med et særligt tiltag for de morgenfriske, når der fra den 5. maj kl. 10.00 – og hver efterfølgende tirsdag, onsdag og torsdag i hele maj måned – afholdes “Nostalgi-quiz”.

Odense Aafart lover, at formiddagssejlturerne bliver indbegrebet af forårshygge med kaffe, kage og quiz – og forhåbentligt masser af solskin.

Nostalgiske spørgsmål om Odense

Inden afgang får gæster udleveret et ark med spørgsmål, der omhandler Odense by, betydningsfulde personer fra Odense samt historien bag Odense Å, og så er det ellers bare i gang med at quizze.

Undervejs kan man nyde en kop kaffe, der er inkluderet i prisen og også tilkøbe et stykke kage.

Er man god til at quizze og har styr på sin lokalhistoriske paratviden, kan man vinde nogle af de fine præmier, som er på højkant.

Deltagere bestemmer selv, om de vil quizze alene eller i en gruppe.

Billetter koster 95 kr og kan købes her.

Hvad: Nostalgi-quiz på Odense Å

Hvor: Odense Aafart, Filosofgangen 30, 5000 Odense

Hvornår: 05-28. maj, kl. 10.00-11.00