Sensationelt: Odense-keeper bryder vild rekord

En dyb indånding. En stærk venstrehånd. Et stort jubelbrøl.
Sådan forløb få sekunder sig i kampen mellem Chelsea og Leicester i den engelske Premier League søndag, hvor en fynske dansker fik sat en stopper for en vild rekord.
Målmand Mads Hermansen pillede nemlig et straffespark fra verdensstjernen Cole Palmer, der aldrig før i sin karriere har brændt sådan et.
Det var danskeren Victor Kristiansen der midt i første halvleg, havde foden lidt for langt fremme i en tackling, der blev takseret til et straffespark. Stillingen var 0-0, men hele verdenen var allerede sikker på, at nu ville Leicester komme bagud.
Chelsea-stjernen Cole Palmer, der er fast straffesparks skytte, har nemlig aldrig brændt et straffespark. Hele 17 gange i karrieren har han stået ved 11-meter pletten, og han havde allerede rekorden for flest straffesparks scoringer i træk i Premier League, nemlig 12.
Men det blev ikke til flere.
For i målet stod Mads Hermansen, og med en hurtig refleks kastede han sig mod nederste venstre målhjørne, og satte en stærk venstrehånd på bolden, der passerede ud til hjørnespark.
Herefter blev han overfaldet af alle hans holdkammerater, inklusiv Victor Kristiansen der stod til at skylde kvajebajer, men nu i stedet sendte Mads Hermansen i overskrifterne.
Træerne voksede dog ikke ind i himlen, da Leicester i anden halvleg indkasserede et mål, der afgjorde kampen, og Chelsea vandt 1-0.
Ikke desto mindre var det en imponerende præstation fra keeperen, der i kampen er noteret for hele 7 redninger og blev kåret som Leicester bedste spiller på banen.
Mads Hermansen er født og opvokset i Odense, og spillede i de tidlige ungdomsår i Næsby Boldklub. Derfra tog han turen til Brøndby IF, hvor han gik hele vejen fra akademiet til førsteholdet, inden han blev solgt til Leicester i 2023.