Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Bliver magisk: Sissel Kyrkjebø kommer til Odense med storslået julekoncert

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Kristin Saastad, PR
Foto: Kristin Saastad, PR

Juletid er lig med sød musik, og i år er der særligt én koncert at se frem til i forbindelse med højtiden.

En af de allerstørste stemmer kommer nemlig endnu en gang til Odense for at fylde dine øregange med smukke juleklassikere og nye toner.

Det sker tirsdag 12. december i Odeon, og den store stemme, vi taler om, tilhører den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø.

Med sin forrygende vokal vil Sissel få julestemningen til at sænke sig over Odense, og det bliver uden tvivl både storslået og magisk.

Vi har talt med Sissel Kyrkjebø om, hvad der gør den klassiske julemusik til noget helt særligt, og hvad vi kan forvente til årets koncert.

Kom i julestemning med Sissel

“Jul er for mig først og fremmest hygge med familien. Det er tid til at slappe af og nyde freden, musikken, den gode mad og drikke og gåture sammen i det skønne vinterlandskab,” fortæller Sissel Kyrkjebø, der i øjeblikket forbereder årets danske shows med Sissels Jul, og fortsætter: 

“Jeg startede med Sissels Jul i 2013 efter to års pause fra musikken, da jeg flyttede tilbage til Norge fra Danmark. I dag er det en turné, jeg aldrig vil være foruden. Musikken er så smuk, og det er en fantastisk tid at møde publikum. Alle har jo samme ønske om at komme i dejlig julestemning.”

Sissels Jul 2023 startede i Norge og Sverige i november, hvorefter hun afslutter sin turné med ni koncerter i Danmark fra 9. til 19. december.

Julemusikken er det perfekte samlingspunkt for familie, venner og alle dem, man holder af, og ifølge Sissel Kyrkjebø skyldes det, at den byder på noget for enhver: 

“Klassisk julemusik rammer utrolig bredt. Du har den amerikanske crooner-musik fra 30’erne, 40’erne og 50’erne, som ofte var tiltænkt musikfilm fra Hollywood. Den musik har vi taget til os i Norden. De klassiske nordiske julesange er ikke altid oprindeligt fra de nordiske lande. Nogle af dem har nordisk oprindelse, hvor vi har lånt lidt af hinanden,” siger hun og tilføjer:

“Ellers kommer meget af den kendte julemusik tilbage fra før 1300-tallet, fra gamle tyske salmer eller klassiske sange af Schubert og Bach som ofte er skrevet på latin. Så har vi popmusikken og den julemusik, vi i dag forbinder med nyere julefilm, de har også fået en særlig plads i vores tradition for julehygge.”

En unik oplevelse

Selvom Sissel Kyrkjebø har optrådt med julekoncerter i næsten tre årtier, så kører det aldrig bare på rutinen: 

“Koncerten er unik hvert år. Der er selvfølgelig enkelte gengangere på sætlisten, men med det kæmpestore repertoire af julesange, er det altid muligt at skabe en ny oplevelse. Jeg har desuden fire suveræne musikere med på scenen, og vi har det altid rigtig sjovt, når vi skal lave koncerten sammen. Det tror jeg, at publikum kan mærke.” 

På spørgsmålet om, hvad man kan forvente af årets julekoncert i Odeon, lyder det:

“God musik og sang. I kan forvente nordiske og engelske sange, der er med til at give både vinter- og julestemning. Mange vil kende de fleste sange, men så er der nogle, der måske er nye, eller som er lidt overraskende.”

“Sidste år skrev jeg en ny sang som hedder Wintermorning, som jeg udgav op til turnéen. For mig skal en god koncert have lige dele genkendelse og overraskelse, og så skal den røre og få publikum i godt humør,” fortæller Sissel Kyrkjebø, hvorefter hun slutteligt siger:

“Når I forlader salen, vil jeg gerne have, at I føler, at vi oplevede noget sammen til koncerten, som var unikt og kun for jer.”

Sissels Jul 2023 kan opleves i Odeon i Odense 12. december.

Læs mere og køb din billet LIGE HER

Hvad: Sissels Jul
Hvor: Odeon, Odense
Hvornår: 12. december 2023
Hvordan: KØB BILLET HER

Del artikel

Andre læser også