MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gælder også i Odense: Skal holde for rødt lys i kortere tid

Af Michael Qureshi
Foto: Vejdirektoratet
Foto: Vejdirektoratet

Trafiksignaler langs de statslige veje er netop nu ved at blive opdateret, så de tager større højde for trafikken i det enkelte kryds. Tiltaget betyder mindre spildtid og en samfundsøkonomisk besparelse på 77 millioner kroner om året.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mange trafikanter kender nok den følelse af utålmodighed, der kan komme snigende, når man holder i et trafiksignal og venter på, at lyset skifter fra rødt til grønt.

Endnu værre er det, når man ikke når med over, fordi grøntiden er for kort i forhold til trafikmængden.

Gennemgår alle trafiksignaler ejet af staten

Heldigvis byder fremtiden på færre frustrationer som disse på statsvejene.

Her er Vejdirektoratet nemlig i fuld gang med at gennemgå samtlige af de 320 trafiksignaler, der er ejet af staten.

Det gælder også flere trafiksignaler i Odense.

Trafiksignalerne skal justeres, så de i højere grad tilpasser sig til den trafik, der er i det enkelte kryds.

Når tiltaget er fuldt implementeret, vil det give en årlig samfundsøkonomisk besparelse på 77 millioner kroner og en klimagevinst på 150-300 ton sparet CO2 om året.

Det er de målbare gevinster af den tid, der vindes, når danskerne skal bruge mindre tid på at holde unødigt for rødt og trængslen derfor falder.

”Vi har været ude og justere på, hvor længe der er grønt og rødt lys, og nogle steder har vi også indført venstresvingspile.

Det skulle gerne føre til, at man slipper for unødigt at stoppe og holde i tomgang, når man kommer til et trafiksignal.

Til gengæld kommer man hurtigere frem til sin destination. God og effektiv infrastruktur er til gavn for os alle,” siger Charlotte Vithen, der er områdechef i Vejdirektoratet.

Går ind og justerer

Der er ikke tale om ny teknologi. Vejdirektorats trafiksignaler har allerede detektorer, der kan registrere, når man ankommer i sit køretøj.

Tiltaget er ganske lavpraktisk og går i al sin enkelthed ud på at justere på de parametre, der styrer det enkelte signalanlæg.

I 2018 begyndte Vejdirektoratet på mere systematisk vis at analysere årsagen til lange køer i trafiksignaler, hvorefter de enkelte trafiksignaler er blevet tilpasset, så de passer med trafikken.

Et trafiksignal kan for eksempel indeholde forskellige grøntider for dagtimerne, aften- og nattetimerne, morgenmyldretiden og så videre.

Nogle steder er der også etableret en såkaldt ”grøn bølge”, hvor trafikanten får grønt lys i flere kryds i træk.

Endelig er der eksempler på trafiksignaler, hvor nærmere analyse har vist, at styringen ikke er fulgt med tiden, eksempelvis fordi der er sket et stort rykind af arbejdspladser, eller der er åbnet en skole.

”Vi bruger den teknologi, vi har i forvejen, og derfor er tiltaget et godt eksempel på, hvordan man kan få bedre fremkommelighed for få penge.

I princippet er der bare tale om, at vi har justeret på grøntiderne, men på bundlinjen står, at de statslige trafiksignaler nu har en øget kapacitet.

Og dét er der god økonomi i. Vores beregninger viser, at det ville koste samfundet 350.000 kroner om dagen, hvis vi rullede projektet tilbage,” siger Charlotte Vithen.

Del artikel

Andre læser også