Skat klar med flere nye tiltag: Nu kan du snart se din årsopgørelse

Skattestyrelsen er snart klar med årsopgørelsen for 2025, og der er i år blevet indarbejdet en række forbedringer, der vil gøre den nemmere at overskue for godt 550.000 borgere.
For eksempel vil unge under 15 år automatisk få oprettet en årsopgørelse, hvis de har indtægter, og borgere, hvor de er flere end to om at dele et lån, vil nu for første gang få deres andel af renterne indregnet direkte i årsopgørelsen.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at der åbnes for årsopgørelsen mandag 23. marts.
“Skat betyder meget for de fleste, og årsopgørelsen skal være let at gå til.
Derfor arbejder vi løbende på at justere og forbedre indholdet, så borgerne får mindre at forholde sig til og færre ting, de selv skal oplyse,” siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, der tilføjer:
“Ved at sende en årsopgørelse til forældre til unge under 15 år giver vi dem automatisk et overblik over de oplysninger, vi har om deres børn. Det samme gælder oplysninger om borgere, hvor der er flere end to til at dele et lån eller en opsparing.
Før skulle de selv logge ind på TastSelv og indtaste deres andel af renterne – nu kommer oplysningerne helt automatisk. Det er konkrete forbedringer, som mange vil kunne mærke.”
Melder om flere nyt tiltag
Et andet nyt tiltag ved årsopgørelsen for 2025 er, at Skattestyrelsen for første gang vil anvende Digital Post, når borgerne skal have besked om, at deres årsopgørelser er klar.
Hidtil har Skattestyrelsen sendt sms eller mail til borgerne om åbningen af årsopgørelsen, men for at modvirke forsøg på svindel overgår udsendelsen af adviseringer om årsopgørelsen fra i år til Digital Post.
Beskeden sendes til de borgere, der ikke allerede har tjekket deres årsopgørelser i TastSelv.
Borgere, der er fritaget for Digital Post, vil fortsat modtage deres årsopgørelse med posten. Til dem er der i år oprettet et særligt direkte telefonnummer, så de har nemmere adgang til vejledning.
“Årsopgørelsen er grundlæggende digital, og langt de fleste borgere tjekker og retter deres oplysninger online. Men den skal også være tilgængelig for dem, der af forskellige årsager har valgt det digitale fra.
Til dem har vi derfor en særlig håndsrækning i år, så de har lettere ved at få den hjælp hos os, de måtte have brug for,” siger underdirektør Ulrick Junge.
Oplysningsfristen for årsopgørelsen 2025 er forlænget til den 20. maj 2026.
Som boligejer kan man i lighed med sidste år se sine samlede boligskatter og boligskattelån på årsopgørelsen for 2025.
På vurderingsportalen.dk/boligskat-2025 har Vurderingsstyrelsen samlet en guide til det, boligejerne skal være opmærksomme på, når de tjekker deres boligskat på årsopgørelsen.