Vær din egen kaptajn i Odense Havn: Nu åbner GoBoat i Odense
GoBoat åbnede første gang på Islands Brygge i København i 2014, i Aalborg i 2017 og nu er turen endelig kommet til Odense.
Bådleje-virksomheden åbner den 23. april, hvor det bliver fra Promenadebyen på havnen, at man kan leje en båd.
“Vi har glædet os til at kunne sende odenseanerne på hyggelige oplevelser på vandet i Odense Havn. Odense er en unik, historisk og charmerende by med et havneområde i fuld opblomstring.
Vi sætter derfor en kæmpe ære i at være med til at bringe liv til havnen, når vi sammen skaber maritime minder,” skriver de om åbningen.
GoBoat kommer til at have otte faste både i havnen, og der kan være samme antal (otte) i hver enkelt båd.
Sådan fungerer GoBoat
Noget af det unikke ved GoBoat er, at du som passager også selv er kaptajnen. Du bestemmer farten, du bestemmer ruten, og du bestemmer, hvem du vil have med om bord.
Derudover er GoBoat anerkendte for deres miljøbevidste tankegang, hvilket blandt andet betyder, at bådene er lavet af genbrugsmaterialer og drevet af high tech elmotorer med genanvendelige batterier, der oplades af solenergi.
Det betyder også, at bådene er helt lydløse, og du kan derfor koncentrere dig 100 % om at nyde lyden af bølgebrus eller måske en champagne, der velfortjent bliver poppet.