Skøn nyhed: Helt særlig butik åbner i Brandts Passage

En klassisk håndværkstradition får nu ny adresse i hjertet af Odense.
Det er møbelpolstrer Fru Flor ved Charlotte Flor, der flytter ind i Brandts Passage 34, hvor hun fremover vil give nyt liv til bådeantikke møbler, nyere klassikere og farmors gamle lænestol.
Flytningen sker, fordi Fru Flor har oplevet et stigende behov for at få større møbler – som f.eks. sofaer – ind i værkstedet til ompolstring.
Derfor begyndte hun for noget tid siden at lede efter nye rammer i byen og faldt i den forbindelse over et ledigt lokale i Brandts Passage, som hun straks blev forelsket i.
“Jeg elsker området her. Der er en særlig stemning og et fællesskab, som jeg virkelig blev draget af. Jeg var lidt nervøs for, om økonomien kunne hænge sammen, men heldigvis fandt vi en løsning sammen.
Nu føles det faktisk lidt som at komme hjem,” fortæller Charlotte Flor.
Hos Fru Flor er hvert møbel mere end blot en opgave – det er en fortælling. Charlotte Flor arbejder med både moderne og traditionelle teknikker inden for møbelpolstring og er uddannet i det klassiske håndværk. Det betyder, at hun kan restaurere alt fra gamle arvestykker med fjedre og snøring til nyere møbler.
“At skabe og kreere noget med hænderne er min store passion. At se noget gammelt og næsten ubrugeligt blive forvandlet til noget smukt og brugbart igen er en helt særlig følelse,” siger hun.
Hun oplever ofte, at møbler bærer på minder og historier, som kunderne ønsker at bevare.
“Jeg føler mig både beæret og ydmyg, når en kunde vælger mig til at give deres møbel nyt liv.
Det ligger mig meget på sinde, at historien, der følger med møblet, får lov at leve videre i en ny version.”
Et bæredygtigt valg
For Charlotte Flor handler møbelpolstring også om omtanke for miljøet.
“Vi lever i en verden, hvor vi i høj grad skal passe på vores ressourcer. I stedet for at smide møbler ud, kan de ofte restaureres og ompolstres, så de kan holde i mange år endnu. Det er både bæredygtigt og giver noget helt unikt til hjemmet.”
Hos Fru Flor kan kunder få rådgivning om materialer, farver og udtryk – uanset om målet er at genskabe det oprindelige udtryk eller give møblet et nyt og personligt look. Hun kommer også gerne hjem til folk for at opleve møblerne i deres rette omgivelser og rådgive pa baggrund af det.
Hos Brandts Klædefabrik glæder man sig over at kunne byde det klassiske håndværk velkommen i området som både en butik og et arbejdende værksted.
“Fru Flor passer utrolig godt ind i Brandts Klædefabrik. Vi er et område med mange kreative iværksættere og specialbutikker, hvor kvalitet, ha ndværk og personlighed er i fokus.
Charlotte Flor tilfører endnu en stærk fortælling til området, og vi glæder os til at byde hende velkommen i fællesskabet her,” siger områdechef Rikke From Larsen.
Med flytningen til Brandts Klædefabrik håber Charlotte Flor også at blive en endnu mere aktiv del af et levende miljø med butikker, caféer, kultur og mennesker i bevægelse.
“Her kommer der mange forskellige mennesker forbi – både dem, der besøger museet, går i Cafe biografen eller bare nyder området. Jeg tror på, at det kan give et godt flow for min forretning.”
Fru Flor åbner 1. april i Brandts Passage 34.