MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor guide: Skønne jule-oplevelser venter på Fyn og øerne

Af Christina Frederiksen
Foto: PR
Foto: PR

Man behøver ikke at tage til hverken København eller Aarhus for at få én på opleveren i ugerne op til jul.

Fyn og øerne er spækket med skønne oplevelser for både børn og voksne i den kommende tid.

Lige om lidt kan julenissen Tinka opleves i årets tv-julekalender, og her er det især værd at notere sig, at TID – Museum for Odense er klar med en stor Tinka-udstilling.

“Tinka gennem portalen”, hedder den.

Og hvad enten man er på udkig efter hyggelige julemarkeder, museumsbesøg eller helt unikke oplevelser i vintermørket, så kan man roligt blive hjemme og udforske Fyn.

Vi har lavet en guide til nogle af de oplevelser, der venter på Fyn og øerne – og vi kan godt garantere, at det ikke kun er Odense, der har noget at byde på i november og december.

For eksempel kan du tage til Lysfest i Svendborg, komme i julestemning på Ærø eller besøge det velkendte julemarked i Nyborg.

God fornøjelse!

Odense

TID – MUSEUM FOR ODENSE: UDSTILLINGEN “TINKA GENNEM PORTALEN”
TID – Museum for Odense byder velkommen til en sansemættet udstillingsoplevelse for hele familien.

Tag med gennem den magiske portal ind til Tinkas verden, og leg dig igennem Nissernes Rige.

I udstillingen kan du opleve de rigtige kostumer og rekvisitter fra julekalenderne om Tinka.

Hvornår: Udstillingen er åben frem til 12. januar

Praktisk info: TID – Museum for Odense, Møntestræde 1, ligger 5 minutters gang fra Odense Banegård.

Læs mere om TID – Museum for Odense her.

“Tinka gennem portalen”. Foto: PR

JULEEKSPRESSEN
Med letbanen er det blevet nemt at komme fra nord til syd og ind til centrum af Odense, og op mod højtiden bliver turen ekstra hyggelig.

Ligesom sidste år har Odense Letbane nemlig sat Juleekspressen på skinnerne.

Juleekspressen er to letbanetog, der er blevet beklædt med en dekorativ og julet folie, der gør letbanen særligt iøjnefaldende, når den kører gennem byen.

I år er Juleekspressen dekoreret med kunstfærdige papirklip, der vækker H.C. Andersens eventyr til live og fremhæver Odenses unikke blanding af historisk og moderne arkitektur.

Du kan også deltage i en digital julekonkurrence med masser af flotte præmier på højkant fra ODEON, Odense Zoo, Tarup Center og Rosengårdcentret.

Du starter spillet ved at scanne en QR-kode, som du finder på udvalgte lokationer centralt i Odense samt på letbanens stationer (de kan ses her) og i alle 16 letbanetog (ikke kun i Juleekspressen).

Foto: Skytte Visuals / Markus Skytte Christoffersen.

H.C. ANDERSEN JULEMARKEDET
De tre første weekender i december kan du besøge det traditionsrige og historiske julemarked på og omkring Sortebrødre Torv i den gamle bydel.


Julemarkedet er et af Odenses største og mest traditionsrige kulturtilbud, som de seneste 17 år har trukket op til 50.000 gæster fra ind- og udland til det brostensbelagte torv midt i byen.

Det er gratis at besøge det historiske julemarked og de granklædte boder med kunsthåndværk, gastronomiske lækkerier og gløgg.

Hvornår: 30. november-1. december, 7.-8. december, 14.-15. december

Praktisk info: Ligger kun 5 minutters gang fra Odense Banegård.

Læs mere om H.C. Andersen Julemarkedet her.

H.C. Andersen Julemarkedet. Foto: PR

DEN FYNSKE LANDSBY
En tur i Den Fynske Landsby giver dig og din familie hyggelige og ikke mindst fredelige oplevelser midt i den hektiske juletid.

Du kan besøge alle juledyrene, og du kan lave foderkogler, klippe julepynt og opleve Landsbyens nisseloft.

De voksne kan smage på juleøl og købe æbleskiver til både de små og de store.

Høkerbutikken og smedjen har åbent, og måske får I tid til en tur i hestevognen.

Hvornår: Juleåbent i Den Fynske Landsby i weekenden den 30.november. og 1.december. samt den 7. og 8. december. Alle dage fra 10.00 – 15.00.

Praktisk info: Den Fynske Landsby ligger i Odenses sydlige del, tæt på motorvejsafkørsel 50 og 51. Der er gode parkeringsforhold foran landsbyens hovedindgang, og der findes to parkeringspladser til invalidebiler.

Læs mere om Den Fynske Landsby her.

Den Fynske Landsby. Foto: PR

ODINS ODENSE JERNALDERLANDSBYEN
Gå på opdagelse i en landsby fyldt med gamle traditioner og julehygge i historiske rammer.

I landsbyen kan du både besøge nisserne i ”Nissernes Rige” og opleve jul igennem tiderne i området “Tidernes Jul”.

I hele Julelandsbyen kan du og din familie prøve aktiviteter for børn i alle aldre.

Du kan bl.a. prøve, om du kan finde fadebursnisserne, der er stukket af, og du kan høre om julens mytologiske væsner som nisser, vætter og trolde.

Hvornår: 30. november-1. december klokken 10-16.

Praktisk info: Jernalderlandsbyen ligger i Næsby i Odense N. 10 minutters kørsel fra Odense Centrum.

Læs mere om Odins Odense Jernalderlandsbyen her.

Faaborg-Midtfyn

EGESKOV JULEMARKED
På Egeskov Julemarked oser det af stemning, når du ved cirka 110 markedsboder kan lade dig friste af alt fra kunsthåndværk til delikatesser og julepynt.

De mange markedsboder finder du i udstillingsbygningerne, omgivet af klassiske biler og fly.

Markedets gæster oplever et Egeskov, der hyggeligt pyntet inde- og udendørs, så omgivelserne indgyder følelsen af julestemning.

Når det bliver tid til et hvil og lidt godt at spise, kan man slå sig ned på Spisetorvet eller ved pejsen i Brasserie Rigborg, som tilbyder en veltilberedt julemenu.

De fleste af udstillingerne samt slottet er lukket, men der er er rig mulighed for at gå en tur i haven og hygge i Legeskoven, der er én af Fyns mest populære legepladser!

Dagene igennem vil der være forskellig underholdning med Christmas Carols, og du kan møde slotsnisserne, som underholder her og der og alle vegne.

For børn er der en fantasifuld skattejagt i haven efter ”Drillenissens glemte spor”.

Når julemarkedet åbner 9. november sker det blandt andet med en koncert med Marie Carmen Koppel.

Hvornår: 30. november– 1. december kl. 10 – 16.30

Praktisk info: Egeskov Slot ligger i Kværndrup på Midtfyn, 20 minutters kørsel fra Odense.

Læs mere om Egeskov Julemarked her.

Egeskov Slot. Foto: PR

Svendborg

LYSFEST PÅ FREDERIKSØ
Når mørket sænker sig over vinteren, tændes lysene på Frederiksø i Svendborg.

Du og din familie er dermed inviterer til en magisk aften fyldt med varme, fællesskab og liv. 

Tag familien og lommelygterne med til Lysfest på Frederiksø, hvor Svendborg Havn oplyses af fakler, lanterner, bål og lygter.

Lokale foreninger og aktører går sammen om at skabe en uforglemmelig oplevelse, hvor du kan mærke varmen ved bålfadene, deltage i kreative aktiviteter, udforske de gamle værftsbygninger og værksteder, og lune dig på de små serveringer som du kan finde rundt omkring på øen.

Hvornår: 7. december klokken 16.30-19.00

Læs mere om lysfesten her.

Lysfest i Svendborg. Foto: Mike Strøander

JULEMARKEDER I SVENDBORG OG OMEGN
Det er ikke noget så hyggeligt som at gå gennem et julemarked, smage de brændte mandler og nyde et glas gløgg.

I Svendborg og omegn finder du både store og små julemarkeder – fælles for dem alle er, at du ikke kan undgå at komme i julestemning.

Du kan for eksempel tage til Vester Skerninge, hvor der er Julemarked ved den gamle vandmølle.

Her oplever du den magiske julestemning på Orte Mølle, en charmerende gammel vandmølle nær Ollerup, til et af Sydfyns mest stemningsfulde julemarkeder.

Her kan du gå på opdagelse blandt boder fyldt med smukt kunsthåndværk, keramik, hjemmestrik, træhåndværk, håndlavede smykker og meget mere.

Møllens autentiske omgivelser skaber en helt særlig atmosfære, og der vil være salg af lune lækkerier til at varme både hjerte og mave.

Hvornår: 7. december kl. 10-16.

Hvis du er vild med lækre delikatesser, så har Svendborg også et julemarked, der passer til dig.

Byen byder nemlig på Julemarked med Kulinarisk Sydfyn, der er et julemarked i den gamle værftshal på havnen (Frederiksø 16D) i Svendborg.

Her kan du købe godter, gaver og alt andet, der hører sig til på julebordet.

Ved Kulinarisk Sydfyns julemarked kan du også møde passionerede fødevareproducenter – både de lokale fra Sydfyn og øerne og dem, der er kommet langvejs fra for at deltage i det hyggelige julemarked.

Hvornår: 14.-15. december kl. 10-16.

Se alle de fynske julemarkeder på linket her.

Svendborg. Foto: Claus Nicolajsen

Ærø

KOM I JULESTEMNING I ÆRØSKØBING
Vil du være sikker på at komme i julestemning, skal du besøge eventyrbyen Ærøskøbing.

At gå fra færgen op gennem Vestergade føles fuldstændig som at træde ind i en julekalender på tv – særligt hvis sneen daler blidt ned fra himlen.

Gå en tur i de hyggelige gader, hvor øboernes julepyntede vinduer møder dig på din tur rundt. Læg især mærke til alle de små Dannebrog; en særlig tradition i Ærøskøbing.

Er du afsted på en lørdag, kan du være heldig, at byen er omdannet til det traditionsrige Julemarked i Ærøskøbing

Skal du handle julegaver, kunne butikker som Boutique The Monica, Søstærk Print & Papir og Creutz Boghandel være gode at kigge forbi.

Når mørket falder på, gør julelysene byen om muligt mere magisk. Slut din Ærø-tur af med god, hjemmelavet aftensmad hos en af byens hyggelige restauranter.

Praktisk info: Man kommer til Ærø ved at sejle med færgen fra Svendborg, så det er altså helt oplagt at kombinere de to steder på turen til Fyn.

Julestemning på Ærø. Foto: Freja Kock Christlieb

Nyborg

JUL I DEN GAMLE KONGEBY
Når juletravlheden breder sig, vil der være ægte julestemning at finde på Nyborgs velkendte julemarked, Jul i den gamle Kongeby.

Julemarkedet finder altid sted i de to første weekender af december hvert år.

Juleknas, hjemmebryg, glögg, levende værksteder, magiske engle, aktiviteter for børn, fynske museumsbutikker og meget mere – ja, der vil være alt, hvad hjertet begærer.

Nyborg er Danmarks gamle Kongeby og Danmarks første hovedstad. Dengang, hvor Kongen fejrede julen i Nyborg, summede hele byen af juletravlhed i gader, der duftede godt af julemad og andre lækkerier.

I dag summer Nyborg stadig af den ægte fynske julehygge i den gamle købstad. I hele december kan du opleve byen spundet ind i jul.

Hvornår: 30. november-1. december og 7. og 8. december

Læs mere om Jul i den gamle kongeby her.

Jul i den gamle kongeby. Foto: Johnny Wichmann

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien