Slut med køtilbud: Storcentre må genåbne mandag med en del restriktioner
På mandag må storcentre og stormagasiner igen slå dørene op.
Her i Odense betyder det bl.a., at steder som Rosengårdcentret og Magasin må genåbne.
Men hvis Magasin havde tænkt at køre tilbudskrig for at lokke kunderne tilbage, så må de tænke alternativt. Storcentre- og magasiner er nemlig pålagt en del restriktioner.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
Ingen slagtilbud
Blandt andet anbefales det at undgå kø- og slagtilbud, aktiviteter og lignende, som kan skabe kødannelser og tæthed. Generelt bør stormagasiner begrænse kødannelsen foran butikkerne.
Vi skal nok heller ikke regne med underholdning i Rosengårdcentret, som normalt samler mange mennesker.
“Det er rigtig godt, at endnu flere virksomheder nu kan få lov til at slå dørene op til kunder og gæster igen.
Vi skal have gang i hjulene igen, selvom vi stadig skal passe på smittespredningen.
Derfor er jeg glad for, at myndighederne er klar med retningslinjer for, hvordan det kan ske på en forsvarlig og tryg måde,” lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup i pressemeddelelsen.
Opsætter tæller og indfører sikkerhedsvagter
Der er også klare regler om, hvor mange kvadratmeter gulv hver kunde skal have i stormagasinerne. Hvis man har et stormagasin mellem 5.000-9.999 gulvareal må man maksimalt tillade 1 person per 10 kvm gulvareal.
Du kan selv dykke ned i reglerne her.
Magasin har allerede meldt ud, at de både opsætter tæller samt har sikkerhedsvagter, der kan guide kunderne trygt rundt, så man ikke forsamles i flaskehalse og så videre.
Derudover vil der flere steder i Magasin være restriktioner i forhold til antallet af personer.
“Vi kommer blandt andet til at gøre brug af et optællingssystem, som kan holde øje med, hvor mange kunder der finder sig i forretningen ad gangen, således vi sikrer os, at vi overholder myndighedernes råd og vejledninger.
Nu ser vi bare rigtig meget frem til at åbne og byde kunderne velkommen igen,” lyder det fra Magasin i en pressemeddelelse.