Smag mere end 20 forskellige vine: Kom til rosé-fest på Nelle’s

I maj blev årets Rosé Festival i Odense succesfuldt afviklet, og der er nu et helt år til festivalen vender tilbage.
Rosé-sæsonen lever dog stadig i bedste velgående, og det er ikke gået Nelle’s næse forbi.
Caféen, der dagligt har hjemme på Rosenbæk Torv, holder en regulær Rosé Fest fredag den 13. september fra kl. 16.00 til 20.00.
Nelle’s lover, at du både bliver “udfordret, imponeret og måske forelsket i den lyserøde vin”.
De slår også fast, at drikken ikke kun er til kvinder, men at mænd er mere end velkomne i deres lokaler i Kunstbygningen Filosoffen, hvor eventet finder sted.
Når du kommer til festen, bytter du din billet til et smagsglas, og du kan derefter gå på opdagelse i mindst 20 forskellige rosévine, mens bløde toner sætter stemningen.
Byt din billet til smagsglas
Den karakteristiske lyserøde drik er en meget alsidig genre af vin, som faktisk kan drikkes til alt – fra kød og fisk til dessert eller som en aperitif.
Selvom rosé for mange er ensbetydende med sommer, slår Nelle’s tyk streg under, at du sagtens kan nyde vinen i efteråret og årets andre sæsoner.
Billetter koster 300 kr. og kan købes lige her.
Hvad: Roséfest på Filosoffen
Hvor: Filosofgangen 30. 5000 Odense C
Hvornår: 13. september, kl. 16:00-20:00