Small Craft Distillery fik rippet sit køleskab: Så væltede det ind med støtte
Nedlukningen har tvunget mange til at tænke kreativt – heriblandt Small Craft Distillery på Odense Havn.
Et køleskab med øl som takeaway blev deres måde stadig at være tæt på sine kunder, hvor forbipasserende kunne MobilePay et beløb, og herefter tage én eller flere af mikrobryggeriets øl med sig.
Desværre var det ikke alle, der forstod at bruge tilbuddet rigtigt, og i lørdags mødte indehaveren Claus Petersen ind til et rippet køleskab. Det fortæller han til B.T.
I køleskabet manglede omkring 50 øl og dermed en mulig indtjening på omkring 2000 kr. Men ifølge MobilePay var der sendt lige præcis 0.
“Jeg synes, man træder på en branche, der ligger ned. Vi kunne godt bruge indkomsten, men jeg synes, det værste er, at vi har skabt det her frirum, selvom alt er lukket ned, og det har folk elsket. Hvorfor vil man ødelægge det?” spørger Claus.
Fortsætter konceptet
På mikrobryggeriets Facebook-side skriver Claus desuden, at køleskabet om 14 dage kunne fejre sin 1 års fødselsdag, og der i al den tid glædeligt er blevet betalt for øllene.
Derfor ønskede han selvfølgelig heller ikke, at én person skulle ødelægge konceptet for alle dem, der har behandlet det med respekt – selvom det var en mavepuster.
“Vi er dybt taknemmelige til alle dem, der har støttet os gennem vores takeaway køleskab.
Vi har fyldt køleskabet op igen og håber inderligt, at det var et enkeltstående tilfælde, da vi er som lille virksomhed under lockdown har været rigtig glade for den indkomst, som vi får fra alle de glade gæster, som besøger os, og vi håber, at det fortsætter.
Skulle det ske, at det bliver tømt uden betaling igen, er vi nødsaget til at sætte prisen op eller stoppe med at have et køleskab, som rigtig mange lokale nyder,” skrev de i søndags.
Støtten væltede ind
Hvis Claus var i tvivl om, om odenseanerne satte pris på hans tiltag, så er tvivlen da i hvert fald manet til jorden nu.
Efter opslaget på Facebook flød det nemlig ind med støtte fra nær og fjern – fra folk, der i den grad sætter pris på køleskabet og det, det står for.
“Jeg har købt en virtuel øl og overført 50. Håber, at pengene passer,” skriver en følger blandt andet, mens flere andre også overfører forskellige beløb med en opfordring til, at øl-køleskabet får lov at fortsætte.
Du kan besøge Claus’ øl-køleskab på Møllekajen 5 5000 Odense.