Snart åbner H.C. Andersens Paraden: Det kan du glæde dig til i år
Der er de seneste uger blevet bygget på livet løs i Eventyrhaven.
Parken er nemlig ny lokation for den karakteristiske teaterkulisse Eventyrslottet, der sommeren igennem er fast scene for den traditionsrige H.C. Andersen Paraden.
Eventyrslottet er gennem årene blevet alle odenseaneres ejendom, og det har tidligere stået i Lotzes Have. Den placering er imidlertid ikke længere mulig med opførelsen af Det Ny H.C. Andersens Hus.
Traditionsrig teateroplevelse
Eventyrslottet er en del af Odenses kulturelle DNA. Det har eksisteret i over 30 år, og mange børn har gennem tiden fået deres første teateroplevelse på græsset foran slottet – og det kan de også fremover.
Teateroplevelser bliver der nemlig masser af, når H.C. Andersen Paraden lørdag 30. juni tager hul på dens 31. sæson. Det sker med premieren på den nye forestilling “24 små og store skuespillere, 24 eventyr, 24 minutter = en ægte Odense-oplevelse”.
By- og kulturrådmand Jane Jegind (V) holder åbningstalen på premieredagen. Hun glæder sig til at opleve eventyrslottet og H.C. Andersen Paraden i større omgivelser, der giver nye muligheder for at folde det eventyrlige univers ud for store og små.
Ifølge Jane Jegind formår H.C. Andersen Paraden og eventyrslottet at virkeliggøre H.C. Andersens univers på en måde, der puster til nysgerrigheden hos børn og voksne fra ind- og udland.
”H.C. Andersen Paraden og eventyrslottet er en unik indgang til H.C. Andersens forfatterskab, historie og ikke mindst Odenses kulturliv, der om få år også rummer et nyt og visionært H.C. Andersens Hus.
For mig er H.C. Andersen Paraden i eventyrslottet bare en vidunderlig oplevelse, der signalerer starten på sommeren og en oplevelse lige til at blive glad af,” siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.
Sommersæson skydes i gang 30. juni
H.C. Andersen Paradens forestilling kan fra 30. juni og helt frem til 11. august opleves alle ugens dage undtagen søndag. Der er forestillinger kl. 11.00 og 13.00 på scenen i Eventyrhaven, og i hverdagene kan børn og voksne gå i paradens fodspor fra Flakhaven, hvor der er forestillingsoptakt kl. 12.45.
Hver onsdag i sommersæsonen kan man desuden opleve “Klassisk Musik & Eventyr” på eventyrslottets scene.
Her spiller unge, klassiske kammermusikere stemningsfyldt musik, og Torben Iversen oplæser små eventyr. Premierekoncerten opføres den 4. juli med operasangerne Jens Christian Tvilum og Thomas Storm, samt pianisten Jacob Beck.
En scene, som ikke er uvant for dem, da de alle tre har optrådt med paraden som børn.
H.C. Andersen Paraden kan desuden opleves ved en række arrangementer i løbet af sommeren – herunder Odense Blomsterfestival og H.C. Andersen Festivals i august.