Snekaos: Fynbus aflyser stribevis af afgange

Det enorme snefald, der har ramt Fyn siden i går, påvirker selvfølgelig også den kollektive trafik.
På Fynbus’ hjemmeside fremgår det, at adskillige busafgange er aflyst.
Det gælder primært regionalbusser.
Nogle af ruterne er kun aflyst i en begrænset periode, mens andre udgår hele dagen. Derudover er en del bybusser forsinket.
“Fredag d. 6. februar er en del afgange aflyst, og mange busser kører med forsinkelser på 10-40 minutter. Hold øje med Fynbus.dk og Rejseplanen, hvis du skal rejse i dag,” skriver Fynbus.
Lige nu kører eksempelvis bybusrute 25-26 Morud/Ubberud-Tornbjerg/Fraugde med 30 minutters forsinkelse.
Et andet eksempel er regionalbussen nr. 818 fra Kerteminde-Tornbjerg, der udgår hele dagen.
Ni ruter er pt aflyst hele dagen, mens andre altså kun er udgået i kortere tid.