Trækker sig: Kendt blomsterhandler genopstiller ikke i Odense

“Kære alle. Før weekenden blev jeg genindstillet af min skønne kreds til KV25 men jeg har i weekenden alligevel valgt at trække mig.”
Sådan starter socialdemokrat, byrådsmedlem og indehaver af Ebens Blomster i Overgade Anne-Mette Ebensgaard sit facebookopslag, hvor hun fortæller at hun ikke genopstiller til kommunalvalget til efteråret.
Beslutningen kommer på baggrund af en omprioritering i hendes privatliv. Facebook-opslaget fortsætter:
“Nu er det tirsdag – og jeg har sovet på det, og melder ud. Et både meget svært og et meget let valg efter 8 intense og interessante år. Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har brug for mere tid med mine elskede børn, familie, mine venner, mit civile arbejde og mine blomster.”
Det er dog ikke fordi hun ikke kan lide byrådsarbejdet og politikken i sig selv, uddyber hun videre:
“Kommer jeg til at savne byrådsarbejdet? Helt sikkert ,- men politik kan føres på mange måder.
Og jeg vil helt sikkert ikke forholde mig stille alligevel. Ved jeg om det, er det rigtige valg? Næh, men jeg tror det. Det er rigtigt lige nu.
For tiden er en anden nu end for 8 år siden da jeg blev valgt første gang. Arbejdet i en kommunalbestyrelse er vigtigt og spændende. Jeg er tilfreds med at have været med til at sætte en retning for vores borgere, medarbejdere – og vores by.”
Anne-Mette Ebensgaard slutter opslaget:
“At have fokus på den demokratiske samtale. Med trivsel, udvikling, vækst, velfærd, ligestilling og retfærdighed At arbejde for en sund og tryg by for alle har været vigtigt for mig. Arbejdet fortsætter selvfølgelig resten af 2025
Kh Anne-Mette”
Anne-Mette Ebensgaard blev første gang valgt ind i 2017. Til kommunalvalget i 2021 fik hun 527 personlige stemmer.