Dyst i bedste sendetid: TV 2 søger deltagere til Danmarks største kokkekonkurrence

Arbejder du professionelt med mad? Og er du klar til at deltage i en ny storslået og prestigefyldt kokkekonkurrence på TV2?
Så er det nu, du skal slå til!
Produktionsselskabet Metronome søger lige nu deltagere til Danmarks største kokkekonkurrence.
Halv million kroner på spil
I et stort anlagt TV-format er det nu tid til en helt ny gastronomisk konkurrence i bedste sendetid på TV2.
Det bliver den største og mest prestigefyldte TV-kokkekonkurrence i Danmark nogensinde.
Det handler selvsagt om haut cuisine og kogekunst, men også om at lede, samarbejde og dyste i forskellige gastronomiske udfordringer i løbet af programrækken.
Udover æren er der en halv million kroner i pengepræmie på spil.
Klar til at blive udfordret?
Metronome søger dig, der enten er kok eller på anden måde har madlavning som dit primære erhverv. Måske arbejder du som køkkenchef, lærling eller noget derimellem. Det kan også være, du driver dit eget sted.
Uanset hvad er din passion, dine ambitioner, dit talent og dit professionelle drive for madlavning helt afgørende.
Metronome søger nemlig professionelle fra hele landet, der er klar til at blive udfordret på deres evner til at levere individuelt og som del af et team.
Castings afholdes løbende fra uge 41 – 47, inden optagelserne finder sted i perioden februar/marts 2026, hvis man går hele vejen. Der vil være et beløb for deltagelse.