Intens koncert i vente: Søren Huss indtager ODEON
2024 bliver et stort år i Søren Huss’ musikalske verden, når han igen drager ud på turné med nyt materiale i ryggen.
I løbet af det sidste år er publikum mødt talrigt op til Søren Huss’ koncerter, der har høstet stor ros fra publikum og anmeldere landet over.
Det var med flere udsolgte koncerter, at Huss tidligere i år vendte tilbage på scenen efter to år udenfor rampelyset.
Søndag 14. april kan han så opleves i ODEON i Odense – og publikum kan godt begynde at glæde sig!
”2023 har været en intens rejse tilbage på de scener, hvor jeg har levet mit arbejdsliv i mere end 25 år.
Der har været meget på spil i mit system, men den energi er jeg samtidig fortrolig med og har savnet de sidste par år,” fortæller Huss og tilføjer:
“Der har været overvældende respons fra jer, der kom til koncerterne. Jeg kunne ikke have håbet på mere musikalsk og i modtagelsen af nye og gamle sange.”
Efter den varme velkomst tilbage til scenen er den fynske sanger og sangskriver nu klar til at gentage succesen med sin nye turné, hvor han med lige dele humor, sarkasme og alvor vil tage publikum med sig rundt i sit efterhånden imponerende sang-katalog, og hvor publikum kan forvente, at Huss og hans band også har noget helt nyt i støbeskeen.
“2024 bliver et fyldigt år i min musikalske verden, hvor jeg igen starter den store bandbil op med Hussbandet ombord; Lars Skjærbæk (guitar), Morten Jørgensen (bas), Jesper Elnegaard (trommer) og Christian Balvig (keys).
Landets dygtigste mennesker på lyd og lys og ikke mindst en ny plade i kufferten.”
Én ting er garanteret – Søren Huss vil med sit absolutte, autentiske væsen føre sit publikum gennem hele det menneskelige følelsesregister med intentionen om at efterlade dem både bevægede og underholdt.
”Jeg glæder mig allerede nu til at lande i koncertsale i april og har en fornemmelse af, at det kan blive helt særligt,” tilføjer Søren Huss slutteligt.
Billetter til koncerten, der allerede er på søndag, kan købes her.