Spektakulært: De vildeste akrobater indtager Odense

Munke Mose forvandles i disse dage under H.C. Andersen Festivals til en verden af cirkus, hvor både store og små kan nyde forestillinger og workshops.
Oplev for eksempel en anderledes cirkus-stemning i Dynamo Circus Town i Munke Mose. Her møder du cirkus, vildskab og skøre gadeperformances i lange baner.
Dynamo Circus Town viser spektakulære forestillinger af danske og internationale artister.
Oplev de sublime og rørende akrobater højt oppe i himlen, deltag i workshops med professionelle artister – og nyd den gode stemning, når DJs sørger for lækker musik i parken.
Blandt de dygtige artister kan du opleve Raaf (high wire) og Gregarious (mix af cirkusdiscipliner), mens det hele slutter af med Nagual i flyvende trapez under aftenens stjerner.

Oplev det hele fredag og lørdag kl. 14-21.30.
DYNAMO er et kulturhus i Odense, startet af to cirkusartister, som fungerer som en scene og arbejdsrum for cirkus og fysisk scenekunst.
Det ligger i et tidligere kornlager på Odense Havn og huser både nationale og internationale cirkuskompagnier.
DYNAMO tilbyder træningsfaciliteter, workshops og åbne scener for både professionelle og nye talenter, samt afholder en cirkusfestival hvert andet år.
Cirkusprogrammet i Munke Mose byder også på sjov for de mindre børn.
Det Flyvende Kuffertcirkus har masser af erfaring specielt for børn.
Der bliver undervist og optrådt i, hvordan man jonglerer, går på stylter, cykler på ethjulet cykel, samt mange andre sjove cirkusdiscipliner.

Det lokale Cirkus Flik-Flak & Venner har inviteret deres venner med, der også arbejder med cirkus og cirkustræning for børn og unge.
Mere end 80 børn præsenterer seje tricks fra børnecirkusser over hele landet, hvor de også gerne hjælper andre børn med nye tricks.
Hovednavnet i Munke Mose er Nagual moved by the wind, der højt oppe i himlen i trapez inviterer os på en poetisk rejse med nycirkus og dans, hvor kroppens bevægelser symboliserer naturens cyklusser.
Postyrium – Det Kongelige Teaters børneunivers bringer Det Kongelige Teaters børneunivers til parken, hvor nysgerrige børn kan udforske teatrets magi. I Postyriums univers kan du også opleve opera, ballet, musik og lave dine egne teaterstykker.
Det hele er gratis, så der er lagt op til sjov og ballade i Munke Mose – for både store og små.