Stadig billetter i salg: Event frister med chokolade og kager ad libitum
Odense Aafart er igen på banen med et vildt lækkert arrangement.
De kalder det Chokolade på Åen, og det finder sted lørdag d. 29. august. På nærmest mirakuløs vis er det endnu ikke udsolgt, og her torsdag aften er det stadig muligt at booke billetter.
Luksuskager og cupcakes
Man starter på båden og sejles herefter ud på Åen, hvor man på et tidspunkt lægger til. Her vil de byde på et væld af kager, anretninger og søde sager.
I et presseskriv lyder det om eventet;
“Vi byder på en overflod af chokolade i alt fra luksuslagkager, fromagekager, cheesecakes, cupcakes, fyldte chokolader og meget mere.
Alle afskygningerne af chokolade vil være repræsenteret: mørk chokolade, lys chokolade, hvid chokolade og Ruby som er en af de nyeste trends inden for chokolade som især skiller sig ud med sin lyserøde farve og har en let syrlig smag med søge og naturlige noter af bær.”
Arrangørerne lover, at der bliver mulighed for at smage noget for enhver smag, og man kommer nok til at trille af båden.
“Vi sørger for de fineste, hyggeligste og mest lækre rammer for dagen – alt I skal gøre er udelukkende at medbringe den gode appetit og jeres fantastiske humør mens turbåden sejler jer ned gennem Odense Å mens i nyder herlighederne,” lyder det fra Odense Aafart.
25 års erfaring som kagebager
Alle kagerne er kreeret af den autodidakte konditor, Lone Ebdrup, som har mere end 25 års erfaring som kagebager.
I 2016 deltog Lone som medvirkende i ”Kagekampen” på Kanal 5, og siden har hun gjort kærligheden til kagerne og konditorfaget til sin levevej.
Hele herligheden koster 299,- pr. person og er inkl: sejltur (tur/retur), kaffe, te og kage ad libitum.