Efter vildt vægttab: Stefan har taget trælse kilo på igen – men nu er det slut

Han er kendt i hele Danmark.
Stefan Awesome Jepsen fra Odense, der på to år har tabt 200 kilo, og som har lukket danskerne ind i sin kamp mod den voldsomme overvægt.
Det har han gjort i diverse tv-programmer og ikke mindst på sine sociale medier.
Det var også her, på Facebook og Instagram, at han forleden fortalte, at han har taget på.
“Jeg har taget 13kg på igen. Jeg har for en periode været faldet i med slik, ikke meget men det var blevet en daglig ting at jeg skulle have en lille ting.
Og selvom jeg motionerer mere end nogensinde skal jeg da love for at det var noget der kan ses på vægten, efter at jeg har levet meget sundt i nogle år efterhånden,” lød det blandt andet i det ærlige opslag.
Til MigogOdense fortæller Stefan Awesome Jepsen, at det startede med en is i sommer:
“Det var første gang i to år, at jeg fik noget med sukker. Før jeg havde set mig om, blev den is til, at jeg følte, at jeg hver dag lige skulle have en lille ting.”
Men det var ikke kun lysten til de søde sager, der gjorde udslaget.
Tilbage i foråret rundede Stefan Awesome Jepsen en vanvittig milepæl. På to år havde han simpelthen formået at tabe 200 kilo. Et mål, han havde nået ved at følge en meget stram kost- og motionsplan tilrettelagt af sin træner, Henrik Duer.
Og selvom det voldsomme vægttab var en kæmpe personlig sejr, fulgte der også en stor træthed med.
“Da jeg havde lukket de 200 kilo, var jeg mentalt udmattet.
Henrik (Duer red.) måler ikke kun min succes på vægten. Den handler også om livskvalitet. Og vi talte om, at for, at jeg for eksempel ikke havnede i en depression, var der behov for, at jeg havde en periode, hvor jeg kunne nyde livet mere,” siger Stefan Awesome Jepsen om baggrunden for hans vægtøgning.
Men nu skal det være slut, siger han.
Positivt pres på sig selv
De 13 kilo skal væk.
29. januar skal han vejes igen, og her har han smidt de ekstra kilo.
“Jeg har fjernet snolleren, min kost er tilbage, hvor den skal være, og jeg øger min motion.
Så det er helt sikkert realistisk at komme af med 13 kilo,” siger Stefan Awesome Jepsen.
Hans største kilde til motion i øjeblikket er mange og lange gåture. Tidligere på efteråret cyklede han 30-50 kilometer hver dag, men da bladene fra træerne begyndte at ligge som smat på cykelstierne, syntes han, at det blev for risikabelt.
Selvom han har øget sin vægt over de seneste måneder, er det nok de færreste, der ikke bliver imponeret over hans samlede vægttab.
Og han er da også selv stolt. Alligevel er det vigtigt for ham ikke kun at dele alle succeserne på sociale medier.
“Den facet vil jeg gerne have på mit indhold – at det ikke kun er liv og glade dage. Jeg tænker meget over, hvad jeg lægger ud.
Jeg har taget på. Nu er det sagt højt, og jeg synes, at det lægger et positivt pres på mig selv, og det viser, at sårbarhed er også en styrke. Det er okay at sige, at man har fucket op.
Vi er alle bare mennesker,” siger Stefan Awesome Jepsen.
På den helt lange bane er planen, at han skal smide nogle flere kilo.
Hvor mange er han ikke afklaret med. Og det er faktisk noget af det, han har lært om sig selv i løbet af sin imponerende livsstilsomlægning.
(Se Stefan Awesome Jepsens vilde vægttab på billederne herunder)











Følte sig selvmordstruet
“I starten havde jeg en forestilling om, at jeg skulle ende som en stor, muskuløs mand. Men det har ændret sig. Det har jeg slet ikke brug for mere.
På den måde føler jeg, at jeg har opdaget nogle nye sider af mig selv,” siger Stefan Awesome Jepsen og tilføjer:
“Jeg kunne godt tænke mig at prøve at have en sixpack en dag. Bare for at prøve det. Men Henrik, som jo er i god form, siger, at selv for ham, er det kun realistisk at have sixpack om sommeren, når han skal på stranden. Ellers kræver det simpelthen for meget arbejde,” siger Stefan Awesome Jepsen og griner.
Da Stefan Awesome Jepsen var allerstørst vejede han 350 kilo, og i det lys bliver hans vægttab så meget mere imponerende.
Han fortæller, at Henrik Duers tilgang til kost og motion handler om at stramme skruerne gradvist.
“Det største redskab jeg har haft, har været, at jeg ikke må spænde buen for meget. Ellers havner man i en situation, hvor man simpelthen ikke kan være med.
Det er den langsomme ændring, der skaber det store resultat,” siger Stefan Awesom Jepsen, der dog var meget hårdt ramt mentalt i starten af sit forløb med Henrik Duer.
“Det første vi blev enige om, at jeg skulle skære fra, var sukker. Og dengang spiste jeg rigtig meget snoller. Jeg kunne sagtens spise fire poser gifler på en eftermiddag.
Så da jeg skar sukker fra, havde jeg et par dage, hvor jeg troede, at jeg var selvmordstruet. Jeg havde set simpelthen så dårligt,” siger Stefan Awesome Jepsen og tilføjer:
“Jeg vil tro, at jeg havde det ligeså voldsomt som én, der havde været på heroin. Al den sukker gjorde lige så meget mod min krop som hårde stoffer,” siger Stefan Awesome Jepsen.
Alligevel kom han igennem det. Og her cirka 200 kilo lettere har det været det hele værd. Og han glæder sig til slutningen af januar, hvor de 13-kilo-dyre lærepenge også er væk!
“Nu er det tilbage til nultolerance.
Det virker bare bedst for mig.”
Følg Stefan Awesome Jepsens kamp mod kiloene på Facebook her.