TV-legende kom forbi: Odense-butik fik fint besøg

De danske tv-seere mødte ham første gang tilbage i 2001.
I DR-dokumentaren om Valomanden fulgte man autisten Martin Gunnarsen, der havde en stærk forkærlighed for vaskepulvermærket Valo.
Martin Gunnarsen tog dengang seerne med storm. Her i 2026 ved de fleste danskere over 40 år, hvem Valomanden er.
Og i dag fik én af Odenses populære specialbutikker, Record Pusher, i Overgade besøg af tv-legenden.
Det fortæller indehaver af butikken, Bo Ellegaard, på Facebook.
“Besøg af en sand legende. Tak for besøget,” står der i opslaget, der er flankeret af et billede af butiksejeren og Valomanden.
Til MigogOdense fortæller Bo Ellegaard:
“Han har besøgt butikken nogle gange. Han går stadig meget op i 7″-singler og kiggede længe og grundigt, inden han købte en 7″-single med gode gamle Smokie.”
For udover alverdens produkter med Valo-mærket på, så husker de fleste seere nok også, at Martin Gunnarsen gik meget op i musik.
Og han var således i en periode ansat i DR’s arkiv, hvor han havde fuldstændig styr på, hvor alle Radiohusets cd’er og plader skulle stå henne.
Tilbage i 2024 kom endnu en dokumentar om Martin Gunnarsen. Denne gang på TV 2. Samler-Martins forunderlige verden hed den.
Den kan ses på TV 2 Play.
Valomanden ligger tilgængelig på DR.